Lørdag den 28. september 2024 skrev min tidligere au pair Astar, 25 år, som i øjeblikket bor i Kathmandu, Nepal, sammen med sine forældre, følgende til mig:

Godaften Sabine.

Jeg har virkelig dårlige nyheder. I dag spillede naturen igen en uventet rolle. Vi mistede næsten livet i dag på grund af en enorm oversvømmelse. Takket være Gud og politiet reddede de os i tide. Men vi så mange mennesker miste livet. Vi er fysisk okay, men vores hus blev oversvømmet, så alle tingene i huset er nu ubrugelige. Vi har ikke engang vores personlige dokumenter. 

Det er os. Vi var tæt på døden.

Og vores seniorpastors kone mistede livet på grund af et jordskred. Så vi er mentalt og følelsesmæssigt ustabile nu. Bed for os. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan fortsætte mit B2-kursus nu. Jeg ved ikke, hvad der vil ske næste gang.

I dag, tre dage senere, har jeg besluttet at støtte hende på denne måde.

Hvad angår huset, er alle elektroniske apparater ødelagte, ligesom sofaen, sengene, klædeskabet og tøjet. Selvfølgelig er huset fugtigt og mudret. De kan ikke bo der på ubestemt tid. Astar og hendes familie er på udkig efter et værelse, de kan leje. Det er ikke let. I øjeblikket bor hun i sin præsts hus (hvis kone omkom). Hun er traumatiseret og magtesløs.

Jeg ved, at også østrigere, tyskere og mange andre europæere har kæmpet med oversvømmelser på det seneste. Det er også katastrofalt hos os, og mange mennesker lider under følgerne.

Derfor forstår jeg selvfølgelig, hvis I foretrækker at give et bidrag et andet sted.

For mig er det dog stadig et særligt ønske at hjælpe hende. Lad mig forklare:

Astar var en del af vores familie her i Steiermark i et år. Hun var ikke kun en vellidt og værdsat person inden for familiekredsen. Hun vandt mange venner med sin venlige, uselviske, ærlige og hjælpsomme måde, var aktiv i kirkesamfundet og blev hurtigt integreret takket være sine gode sprogkundskaber og sin store interesse for mennesker, naturen og kulturen i byen. Hun ville gerne blive her og begynde en uddannelse inden for pleje. Men på grund af de strenge regler vendte hun efter sit au pair-år tilbage til sit hjemland, Nepal.

Hvis I ønsker at donere, uanset hvor stort eller lille beløbet måtte være, vil det give hende mental styrke til at fortsætte og ikke give op. Hun skal fortsætte med sprogkurset, så hun kan begynde sin uddannelse som sygeplejerske i Tyskland i marts 2025. Og det er så vigtigt nu. Lad os vise hende, at vi er der for hende, at vi støtter hende. Tak for jeres donation!

Hvis I ikke ønsker at donere, kan I også vælge at yde mental støtte: skriv opmuntrende ord til hende, vis hende, at hun ikke er alene.

Mange tak for jeres tid.

Med venlig hilsen

Sabine