For en måned siden mistede jeg min elskede mor, der blev 83 år gammel. Hun elskede dette historiske, næsten 100 år gamle hus, der tilhørte mine oldeforældre. Uanset om det sneede eller regnede, gik hun omkring 10 kilometer med tunge tasker fra mine bedsteforældres landsby (efter først at have skiftet to busser fra sin by) for at nå frem til dette hus, fordi der ikke kørte nogen bus dertil fra det sted...Jeg var vred på hende for at gøre det, fordi jeg var bange for at miste hende en dag på den måde... men hun holdt aldrig op, før hun fysisk ikke kunne klare det længere... hun følte sig lykkelig og hjemme på dette sted...Det sted, hvor hun voksede op sammen med sin bedstemor og onkler, efter at hun som 13-årig vendte tilbage alene fra Sibirien, efter at hendes familie var blevet deporteret fra deres hjem i Litauen... Huset var et virkelig lykkeligt sted, hvor min onkel bagte frisk brød, sang og spillede mundharmonika og glædeligt bød fremmede velkommen...Jeg føler en forpligtelse over for min elskede mor og mine forfædre til at restaurere og bevare dette sted. Som et første skridt ryddede vi i går op i huset, som var utroligt rodet, efter at nogen gentagne gange havde ledt efter skatte der... og jeg kunne ikke lade være med at beundre dets skønhed...Det ville være en enorm ære at kunne restaurere denne perle og bevare den for fremtidige generationer. Jeg vil fra dybt i mit hjerte værdsætte enhver donation, der kan hjælpe med at forhindre tabet af denne dyrebare arv fra mine oldeforældre. Tusind tak!♥️