Jeg mistede min elskede mor, som var 83 år gammel for en måned siden. Hun elskede dette historiske, næsten 100 år gamle hus, som tilhørte mine oldeforældre. I sne eller regn gik hun omkring 10 kilometer med tunge tasker fra mine bedsteforældres landsby (og ankom med to busser fra sin by før det) for at nå dette hus, fordi der ikke gik nogen bus dertil fra det punkt ... Jeg var vred på hende over at gøre det, fordi jeg var bange for at miste hende en dag på den måde ... men hun stoppede aldrig, før hun ikke fysisk kunne gøre det længere ...Hun følte sig glad og hjemme på dette sted ... det sted, hvor hun voksede op med sin bedstemor og onkler, efter at hun kom tilbage fra Sibirien som 13-årig alene efter sin families deportation fra deres hjem i Litauen ... huset var et virkelig lykkeligt sted, min onkel bagte frisk brød, sang og spillede armonika og tog glad imod fremmede ... jeg føler en pligt over for min elskede mor og mine forfædre til at restaurere og bevare dette sted. Som et første skridt gjorde vi i går rent i huset, som havde en enorm mængde rod, efter at nogen gentagne gange havde ledt efter skatte... og jeg kunne ikke holde op med at beundre dets skønhed... Det ville være en enorm ære at kunne restaurere denne perle og bevare den for fremtidige generationer. Jeg vil af hele mit hjerte sætte pris på enhver donation, der kan hjælpe med at forhindre tab af denne dyrebare arv fra mine oldeforældre. Tusind tak! ♥️