Før i tiden forestillede jeg mig, at vi som unge har brug for støtte, at vi som voksne forsørger os selv, og at vi, når vi er modne og har nået vores mål, måske kan dele ud af det, vi har, til andre.

Men heldigvis har jeg lært, hvor dumt det er.

Jeg hedder Dóra. Som biolog er jeg laboratorieleder hos et firma i München, der udvikler medicinsk-diagnostiske apparater, og som er en del af en af verdens største printerproducenter. Da det er et internationalt firma, har jeg kolleger fra mange forskellige lande. Nogle er flygtet fra krigen i Ukraine, og andre er kommet fra en af verdens sikreste øer, Island. De har alle en grund til at give. Nogle ved, hvordan det er at mangle, mens andre er blevet opdraget til velgørenhed fra en tidlig alder takket være deres lands stærke økonomi.

Det var fra dem, jeg lærte, hvor godt det føles at give.

En gang, kort før jul, tog jeg sammen med nogle kolleger ud for at dele mad ud til trængende. Jeg tænkte, at det ville gøre godt at hjælpe og give lidt. Men jeg havde ikke regnet med, hvor meget jeg selv ville få. Det, jeg så der, var, at fremmede mennesker følte sig tættere på hinanden, nedtrykte menneskers ansigter lyste op, og der åbnede sig en slags kanal mellem dem, der under andre omstændigheder aldrig ville have talt med hinanden. En særlig glæde bredte sig i lokalet. Det var magisk. Det, der skete der, kan man ikke glemme. Det var skæbnesvangert. For mig helt sikkert, og hvem ved, for hvor mange af de tilstedeværende.

Da vi var færdige, og jeg tog hjem, følte jeg en smertefuld tomhed og ønskede, at det ikke var sent om aftenen, og at uddelingen af mad ville vare ved.

Så besluttede jeg, at jeg ikke ville beskæftige mig med andet. Jeg vil hjælpe andre overalt. Men jeg kan ikke og vil heller ikke vælge, hvem der skal modtage hjælp. Der er for meget nød og for stor økonomisk ulighed i verden.

Da jeg aldrig har været i stand til at tænke i småt, besluttede jeg at blive pilot, der transporterer nødhjælpspakker derhen, hvor der er brug for dem.

Jeg vil gøre noget for verden, så den bliver et lidt bedre sted, så der bliver lidt mere kærlighed, så jeg kan være en kanal for den kærlighed, der strømmer i verden, og som man aldrig kan give nok af.

Mit mål er at oprette en fond, der med fragtfly leverer nødhjælpspakker overalt i verden.

Til dette skal jeg have et pilotcertifikat. Til transporten af pakkerne vil der være behov for et flermotoret fly. Pilotcertifikatet koster ca. 4 millioner forint (10.000 €) og kan tage 1,5-2 år at opnå. Undervisningen er krævende, derfor har jeg reduceret min arbejdstid, hvilket medfører en nedgang i min løn og at jeg må bruge af mine opsparinger. Derfor har jeg brug for støtte. Mine nuværende opsparinger dækker mine udgifter i 2 år ved halv tid.

Jeg vil gerne have støtte til pilotuddannelsens udgifter.

Min drøm er, at verden efter Røde Kors får endnu et symbol, der altid vil stå for hjælp. Fondens symbol bliver den hvide sommerfugl på grund af sommerfugleeffekten. En enkelt lille god intention kan have en enorm indflydelse på andres liv på den anden side af kloden. Sommerfuglen slog med vingerne ved en maduddeling i München, og hvem ved, hvor langt dens indflydelse vil nå...

Jeg takker taknemmeligt for al hjælp og ønsker, at du også må få del i den glæde, som jeg fik del i ved maduddelingen. Jeg håber, at jeg en dag kan være til hjælp for dig.