Kære venner og venlige mennesker,

Mit navn er Zvonimir. Jeg er fra Kroatien, og jeg rækker hånden ud for at bede om hjælp i et øjeblik, hvor jeg ikke har noget andet valg.

I 1991 brød en brutal krig ud i mit land. Jeg var involveret som civilist under obligatorisk tjeneste og hjalp vores forsvarsindsats på enhver måde, jeg kunne. I marts 1992 blev jeg alvorligt såret i knæet. Jeg udviklede osteomyelitis og sepsis, og i flere måneder hang mit liv i en tynd tråd. Jeg lå i mild koma med konstant høj feber i næsten fire måneder. Takket være dygtige læger og Guds barmhjertighed overlevede jeg.

Men vejen til helbredelse var lang og smertefuld. I årenes løb gennemgik jeg flere alvorlige operationer, og til sidst fik jeg indopereret en knæprotese. Fordi jeg ikke længere kunne arbejde, fik jeg invalidepension - en pension, som er ekstremt lav og ikke nok til at leve for.

Senere måtte jeg igennem endnu en knæoperation, da det første implantat var slidt op. Denne var meget mere kompliceret, med endnu mere metal og en hårdere genoptræning. Det er nu meget svært at gå. Endnu en operation forventes inden for det kommende år eller to, og mit generelle helbred er alvorligt forringet.

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville ende i en situation, hvor jeg skulle bede om hjælp på denne måde. Det er ikke let at skrive disse ord, men sandheden er, at min indkomst er alt for lille, og de basale leveomkostninger (mad, husleje, regninger) er mere, end jeg kan klare. Staten tilbyder ikke tilstrækkelig støtte til civile krigsofre, og jeg føler, at jeg er blevet glemt.

Jeg beder ikke om meget. Selv en lille månedlig donation, hvis det er muligt, vil gøre en reel forskel i mit liv. Alt, hvad du giver, vil hjælpe mig med at dække medicin, mad og elektricitet. Jeg takker dig fra bunden af mit hjerte for overhovedet at læse min historie.

Må Gud velsigne dig.

Med taknemmelighed,

Zvonimir