Da jeg var 5 år gammel, blev min mor og far skilt. Min mor hader koldt vejr og valgte derfor at flytte til Thousand Oaks (Californien). Jeg har hverken set hende eller hørt hendes stemme i 35 år. Jeg har kun et par små minder, da jeg er alvorligt syg. (Prostatakræft), så det er umuligt for mig at købe en billet dertil. Min far er ligeglad; han ville ikke engang bidrage med 20 kr. Jeg har 6 søskende. Alle har fået lov at møde mor. Men de tænker ikke på mig. Min mor er meget gammel, 94 år. Og hun kommer ikke tilbage til Sverige. Selvom hun har sine børn her. Jeg føler mig mest som et offer. Hun har aldrig ringet og sagt tillykke med min fødselsdag, heller ikke juleaften, men de andre børn får altid et opkald. Jeg føler mig næsten altid nedtrykt, jeg vil bare have en normal familie. Men jeg får nok aldrig mere lov til at se min mor. Jeg hørte fra en i familien, at hun har nægtet at flytte hjem. Så jeg har måttet klare mig selv, siden jeg var 13 år gammel. Far arbejdede næsten nattevagt hver dag. Når han ikke arbejdede, drak han og slog mig, fordi jeg savnede mor. Jeg ville gerne have set hende en sidste gang. Hvis jeg ikke dør før. Hospitalet i Malmö igen i morgen, jeg lever ikke et værdigt liv. Jeg googler hver dag på forskellige selvmordsmetoder, men først vil jeg gerne møde mor og spørge, hvorfor hun behandler mig sådan. Jeg orker det ikke længere. Jeg tror ikke på, at fremmede mennesker vil forsøge at skaffe en billet til USA. Men skulle det ske, så ved jeg ikke, hvor jeg skal tage hen. Måske blive der og dø der. Hvis mor vil have mig der, altså. Min søster har lige mistet sin 13-årige søn. Han havde en dødelig sygdom, som kun tre personer i verden har. Og det ramte familien hårdt. Jeg regnes ikke som familie, selvom jeg gerne vil. Nu kan jeg ikke skrive mere, tårerne løber bare. Jeg giver det her bare ét forsøg, så har jeg i det mindste prøvet. Og hvis der er folk, der vil hjælpe mig, bliver jeg vildt glad. Jeg er kun 39 år og har kræft og en masse andre sygdomme. Lægen gætter på højst 1 år, absolut ikke mere. Jeg fylder 40 den 14. februar, Valentinsdag, og er det for meget at bede om at få lov til at fejre den med mor og også min lillebror, der har boet i USA hele sit liv og er 2 år yngre end mig. Jeg takker alle, der læser dette og bidrager, så meget. Mit motto er, at jeg vil have alt klar inden januar, så jeg kan booke billet og hotel/motel. Mor må ikke vide, at jeg kommer. Jeg vil se, hvordan hun reagerer. Mine venner, nu skal jeg sove. Jeg krydser fingre for, at der er nogle venlige mennesker, der vil hjælpe mig. Hav en dejlig dag, alle sammen