År med helbredsproblemer, alvorlige medicinske tilstande og stress, og vi arbejdede stadig meget hårdt for at få et så godt liv som muligt. Desværre var vi i dagens økonomi ikke i stand til at nå vores mål om at have vores eget, private stykke lykke og glæde. Et hjem!

Min mand (44) flyttede til et land for at være sammen med mig (31), hvor han ikke taler sproget og ikke forstår kulturen, gjorde mig til den lykkeligste person på planeten og fik så et slagtilfælde 2 måneder efter vores bryllupsdag, mistede sit job og fik ikke løn. De frygtelige dage forude var fulde af ægte frygt, sorg, men også håb, alt imens vi sad fast i et loop af en eksistentiel krise. Covid skete, intet arbejde, forsørget af én løn, herunder støtte til mine forældre, masser af gæld, ingen udvej. Det har været en kamp siden.

Den dag i dag er vi ikke i stand til at stå fast på vores egne ben. Man siger, at man ikke er svag, hvis man beder om hjælp, så vi tænkte, at vi ville prøve.

Vi vender os til hinanden for at få kærlighed og støtte, men vi vil gerne opbygge noget, som vi kan pleje sammen og udleve vores drøm.

På forhånd tak!