Vandet skyllede ikke kun huse, mennesker og dyr væk. Det skyllede også arbejdspladser, drømme og håb for fremtiden væk. Uden mennesker som hr. Piotr vil der ikke være noget brød. Hans historie er et råb om hjælp fra en mand, der ikke vil give op – som kæmper for det, han har opbygget hele sit liv.

"Jeg vil fortælle dig om min drøm," siger Piotr – en mand, hvis bageri har været hjertet i Stronie Śląskie i 30 år.

"Jeg hedder Piotr, men folk kalder mig hr. Pączek. Jeg driver et bageri, hvor vi hver dag bager brød til hele byen og de omkringliggende landsbyer. Vores donuts og blåbærkager er kendt i hele området, måske endda i hele galaksen. Vi bager bryllupskager, som vi leverer til de smukkeste dage i jeres liv. Hver af os i dette bageri har en opgave – ekspeditricerne serverer jer friskbagværk med et smil, konditorerne skaber søde sager, og vores rengøringsdame sørger for, at alt skinner, hvilket skaber en hverdag fuld af varme, arbejde og håb.

"Men pludselig åbner jeg øjnene, og der er ingenting. Vandet tog alt med sig."

Dette er ikke en drøm. Det er et mareridt. Det bageri, som Piotr brugte 30 år på at opbygge, eksisterer ikke længere. "Den 15. september hang der sorte skyer over vores by. Oversvømmelsesbølgen ramte og tog alt. Hæren leverer nu brød, vi har intet drikkevand, vi har ingen elektricitet. Folk har mistet deres hjem, deres arbejde, deres håb..."

Piotr mistede sit bageri – et sted, der ikke kun gav ham liv, men også forsynede hundredvis af familier med brød. Han mistede resultaterne af 30 års hårdt arbejde. "Pandemien slog mig i jorden for første gang. Da jeg begyndte at rejse mig, kom endnu en katastrofe – kræft. Takket være støtten fra mine medarbejdere, Krysia og Agnieszka, begyndte jeg at se lyset for enden af tunnelen. Jeg trak denne kørestol med al min styrke... Og så kom vandet."

"Jeg ligger i mudder, mudder, murbrokker, midt i menneskelige tragedier, og min egen tragedie udspiller sig ved siden af mig. Vil jeg rejse mig? Takket være jer, ja. Jeg kan ikke klare det alene; uden jer vil det eneste, jeg har tilbage, være drømmen om mit bageri."

Peter beder ikke kun for sig selv. Jeg beder for alle, der venter på, at livet vender tilbage til det normale. "Folk siger, at uden donuts fra Pączek er der intet Stronie. Vi havde lejlighed til at møde ham – han er en vidunderlig, varm og god mand, der nu befinder sig i nød.

Lad os ikke lade hans historie ende i mudderet, i ruinerne af det, han har brugt sit liv på at opbygge. Lad os hjælpe ham med at komme på fode igen, og sammen med ham løfte hele samfundet. Med de indsamlede penge vil vi genopbygge bageriet – vi vil genoprette håb, arbejde og brød. Peter fortjener mere end en påmindelse om, hvad der skete. Sammen kan vi give ham det liv tilbage, som vandet tog fra ham.

Vær ikke ligeglad.