Jeg er meget interesseret i psykologi, så jeg kan beskrive meget af det, der skete med mig, men det er bare ord. Jeg kan ikke forstå det følelsesmæssigt eller føle medfølelse med mig selv.

Jeg føler mig umenneskeliggjort, som noget, der kan trædes over, ses igennem og glemmes. Som om mine grænser aldrig har eksisteret. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal udtrykke omfanget af vægten af alt det, jeg går igennem, og det føles alt for meget til, at jeg kan håndtere det. Jeg har virkelig brug for hjælp, og det er første gang i mit liv, jeg har haft modet til at bede om det.

Pigen på billedet er mig i min barndom. Jeg kan ikke sige, at det er mig, da jeg var barn, for jeg følte mig aldrig som et barn. Jeg blev ikke behandlet som et.

Jeg blev behandlet, som om jeg på en eller anden måde var ødelagt, som om jeg skulle tage vare på mig selv og opdrage mig selv fra den allerførste dag på denne jord.

Så det gjorde jeg. Alle var ligeglade med mine behov og fik mig endda til at føle mig ond, fordi jeg havde dem. Jeg holdt op med at have behov. Jeg slettede dem.

Jeg optrådte for alle, lod som om jeg vidste så meget, som om jeg kunne klare alt.

Jeg havde aldrig rigtig styr på det, men i lang tid troede jeg, at jeg havde. Jeg var en cyborg, ikke et barn. Jeg gjorde min autenticitet tavs. Jeg gjorde den lille pige inden i mig tavs.

Jeg ignorerede hendes behov, ligesom alle andre gjorde.

Jeg er 22, og min krop er endelig ved at vågne op fra den frosne tilstand.

Hendes smerte, den smerte, der har været begravet i så mange år, skriger nu gennem mig. Gennem min krop.

Jeg plejede at tro, at jeg var følelsesmæssigt moden fra en ung alder.

Men sandheden er, at jeg bare dissocierede.

Jeg var som en robot eller en zombie.

Jeg dræbte den lille pige.

Den smerte, der kommer i bølger nu, er nogle gange overjordisk.

Jeg var fastfrosset alt for længe.

Og nu er den uudholdelig og alligevel på en eller anden måde så velkendt.

Det er en påmindelse om, at tingene aldrig var okay.

At det altid har gjort så ondt.

Og nu, hvor jeg fuldt ud har indset, hvad der blev gjort mod mig, og hvad jeg er blevet ved med at gøre mod mig selv, kan jeg ikke fortsætte sådan her. Jeg kan ikke blive ved med at såre mig selv.

Den person, der er tættest på mig. Min partner.

Har i virkeligheden aldrig set mig.

For han ser heller ikke sig selv.

Han er også frosset.

Men han oplever ikke det, jeg gør, endnu.

Men jeg ved, at det også kommer til at ske for ham.

Han havde en lignende barndom, og jeg har altid set så meget af mig selv i ham.

Først nu er jeg begyndt at indse, hvad det egentlig betød.

Men den del af mig, som har været lukket ned så længe...

Hun oplever hans manglende omsorg og lukkede hjerte som en frisk død, hver gang hun husker det. Vi skændes meget, fordi jeg går tilbage på grund af al denne smerte.

Og når jeg ikke har ondt udadtil, fryser jeg og

og deltager ikke rigtig i livet, jeg lader bare som om.

Og min krop bliver mere og mere udmattet.

Ligesom den lille pige.

Og jeg hader hende. Jeg hader min livskraft.

Jeg kan ikke hjælpe hende. Jeg kan ikke hjælpe mig selv.

Den person, der betyder mest for mig, afviser mig, mine følelser, mine behov, mine kampe.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal behandle mig selv anderledes.

Så jeg vender mig også væk fra mig selv. Og så begynder cyklussen igen.

Indtil jeg til sidst brænder ud af al den stress.

Jeg kan ikke klare det mere.

Jeg vil ikke blive ved med at såre mig selv eller min partner.

Selv om han lader, som om han er ligeglad, ved jeg, at han er det.

Jeg har prøvet det samme. Jeg gjorde det samme, lukkede ned, afbrød forbindelsen.

Jeg har brug for at tage en pause fra min partner i et stykke tid eller måske længere.

Men jeg er helt afhængig, fordi jeg ikke har andre steder at tage hen.

Selv hvis jeg havde råd til at bo på hotel, er jeg frygtelig bange for at sove alene, især nu, på dette tidspunkt i mit liv, hvor jeg er utrolig sårbar. Jeg føler fare overalt. Jeg har brug for penge til terapi, medicin, mad til mig selv og til at betale min partner for værelset, som om vi bare var bofæller. Jeg kan ikke gå på arbejde. Ikke lige nu. Men jeg vil være uafhængig af alle i mindst to måneder og fokusere på mig selv. Hvis jeg er afhængig, vil jeg højst sandsynligt falde tilbage til mit lille barn. Vær sød at hjælpe mig med at blive uafhængig i et stykke tid, så jeg virkelig kan stå på egne ben. Ellers klarer jeg det ikke. Jeg kan ikke gøre det helt alene, og jeg føler mig mest ensom, når jeg er sammen med dem, der står mig nærmest. Med pengene vil jeg være i stand til at være der for mig selv, finde mig selv igen og ikke føle mig så fuldstændig alene. Jeg vil ikke hade mig selv længere.

Jeg har brug for, at nogen holder af mig, bare en lille smule. At jeg ikke er alene i denne verden. Det er skræmmende. Jeg kan ikke være for mig selv. Jeg kan ikke være der for mig selv, når mine nærmeste ved hvert eneste skridt minder mig om, at jeg ikke er vigtig.

I de øjeblikke hader jeg mig selv, som om der ikke er nogen nåde, og samtidig ryster jeg af frygt for mig selv og den energi af had, der strømmer fra mig til mig selv.

Jeg kan ikke kramme den lille pige inden i mig. Lad hende dø, hun er ligegyldig. Det er hendes skyld, at ingen ville have hende, at ingen behandlede hende som et levende væsen.

Med penge kan jeg forsøge at give mig selv plads til at være sammen med mig selv.

At tage mig af den lille pige inden i mig.

At vise hende måske for første gang

at hun betyder noget.

Det er ikke bare penge. Du vil give mig retten til at leve. Retten til at være vigtig, til at se mennesket i mig selv og til at se på mig selv med venlighed.

"Nogen investerer i mit velbefindende. Jeg kan ikke beskrive, hvor lykkelig denne tanke gør mig. Den får mig til at føle det, jeg havde brug for, da jeg var lille. At jeg er vigtig, og at der bliver taget hånd om mig.

Det betyder alt for mig, og jeg mener virkelig alt, for jeg er så bange for, at jeg måske bliver forladt igen.