Det var en stille morgen, da jordskælvet rystede jorden. Familien, som bestod af Alessandro, Marta og lille Sofia på 1 år og 3 måneder, kunne ikke forestille sig, at det ville blive enden på deres liv, som de kendte det. Bygningen, hvor de boede, en gammel bygning i byens centrum, rystede voldsomt. Væggene begyndte at falde sammen, vinduerne eksploderede i tusindvis af splinter, og gulvet smuldrede under deres fødder. Marta greb skrækslagen fat i Sofia og forsøgte at løbe mod udgangen, men der var ikke tid. En øredøvende larm invaderede luften, og alt blev mørkt, og da de vågnede op i murbrokkerne, var huset væk. Væk var deres ejendele, minderne om et liv med latter og drømme og varmen fra deres trygge vægge. Kvarteret var ødelagt. Der var intet tilbage, kun støv og murbrokker overalt. Alessandro og Marta var sønderknuste og kiggede på deres skælvende barn, der var pakket ind i sin lille frakke. De vidste ikke, hvad de skulle gøre, hvor de skulle tage hen. Hjælpen var kommet for sent til dem, og det nærmeste beskyttelsesrum var for langt væk. Frygten for ikke at kunne finde et sikkert sted til Sofia plagede dem. Med deres sidste kræfter fandt de vej til parken, hvor andre som dem havde søgt tilflugt, hjemløse og håbløse. Nætterne var iskolde, og Marta pakkede sin lille pige ind i sine arme og forsøgte at beskytte hende mod sult, kulde og ensomhed. Hver dag gik Alessandro og Marta rundt i gaderne og bad om hjælp fra dem, der kunne tilbyde en hånd, men der var kun få svar. Byen så ud til at have glemt de mest sårbare, dem, der havde mistet alt på et øjeblik. Ugerne gik, og deres situation blev ikke bedre. Martas lille pige, som kun var 1 år og 3 måneder gammel og ikke forstod, hvad der skete, blev ved med at græde af smerte og sult. Hvert smil, det lykkedes dem at presse ud af Sofia, virkede som et mirakel. Men trods alt var der stadig et lille glimt af håb i Marta og Alessandros hjerter. Den kærlighed, de havde til hinanden og til deres lille Sofia, holdt dem sammen. Tanken om at starte forfra, om at finde et nyt hjem, selv om de ikke vidste hvordan, gav dem styrke til at kæmpe videre. For Sofia, for hendes fremtid. Og derfor rejser de sig hver dag og håber, at en ny morgen kan bringe en ny chance med sig.