Hej. Jeg vil gerne tilmelde mig et kursus for at lære manifestationens kraft.

Loven om tiltrækning

At identificere mine blokeringer. Selvhelbredelse. Ønsker at flytte tættere på mine børn, som bor på landet. Det er så stille og fredeligt der sammenlignet med her. Jeg har 2 døtre og en søn, som jeg elsker mere end noget andet på jorden! De har insisteret på, at jeg skal væk fra hvor jeg bor nu, fordi det ikke er sikkert her, og jeg kan ikke passe mine børnebørn her. Og det forstår jeg godt og respekterer fuldt ud! Så jeg passer dem i deres hus. Lad os have det sjovt 😊.

Jeg vil gerne være glad og stærk og kunne hjælpe mine kære med forskellige ting, og også mennesker, der kæmper med tanker, angst, vrede, afhængighed, men som ikke kan gå ud ad døren eller tale med sundhedspersonale eller andre instanser, som de gerne vil kontakte, men ikke kan. Jeg kan være den, der hjælper i en så vanskelig og sårbar situation. Og uden at skulle opkræve betaling. Jeg har hjulpet folk før med forskellige ting. Jeg har også købt mad til nogen, uden at bede om noget til gengæld. Jeg husker, at det gav mig en god og varm følelse og taknemmelighed. Andre, som folk så ned på, dem hilste jeg på og kunne også starte en samtale med. Hvis jeg havde penge på mig, gav jeg altid en skilling. Noget, jeg aldrig har glemt, var, da jeg hørte, at når nogen talte om mig og ikke huskede eller kendte mit navn, forklarede de det sådan her: Hende, der altid smiler så pænt og altid siger hej. Åh hende ja, kunne folk sige dengang. Det var så rørende at høre, og jeg må sige, at det var en vidunderlig følelse, at der faktisk var nogen, der genkendte mig. Jeg husker, at jeg voksede op med det. Det var før, jeg selv gik under. Jeg har altid passet hunde for andre før også. De sidste 2 år har jeg tænkt mere og mere på, hvor dejligt det kunne være med en hund. En der vil have mig som mor, og jeg får selskab, og som godt ved, hvad det gør ved mit helbred og min psyke. Det er sådan medicin for sjælen og mit velbefindende, når jeg passer en hund. Og så kommer jeg også ud hver dag. Jeg nyder ikke at gå ture alene. Det er så ensomt. Jeg vil gerne besøge familien uden at skulle være angst, og jeg vil gerne være til sammenkomster som dåb, konfirmation, bryllupper, fødselsdage, julefejringer og deltage i ture, som jeg bliver bedt om. Og jeg vil gerne have råd til lægebesøg, specialister, øjenlæge, evt. briller, tandlæge. Jeg vil gerne kunne købe al den sunde mad, såsom fisk, hvidt kød, frugt, grøntsager osv. osv. Alt for dyrt for os, der bor alene i Norge! Jeg betaler næsten lige så meget i husleje for min lille lejlighed, sammenlignet med en familie, der ejer deres lejlighed og betaler både et lån og husleje! Norge er rigt, men indbyggerne er desværre fattige! Mange og lange køer foran maduddelingerne i de større byer. Jeg er løbet tør for mad, hygiejneprodukter og medicin mange gange, fordi der desværre ikke er penge nok. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået julemad eller noget i påsken eller på andre helligdage! Jeg valgte at blive hjemme til jul op til 5 gange, fordi jeg altid manglede julegaver til nogen. Og det var altid smertefuldt. Ingen i min familie ved det. Jeg sagde, at jeg blev bedt væk. Jeg har aldrig været i stand til at tage til den slags maduddelinger, fordi jeg føler mig som en tigger og ikke er noget værd som person, og også fordi jeg, da jeg voksede op, aldrig havde nogen, der lærte mig, at jeg kunne bede om ting. Jeg lærte, at man aldrig skulle bede andre om at få noget mad, drikke eller et æble, for det var tiggeri. Og det sidder stadig så dybt i mig, så jeg kan ikke klare det. Jeg var meget ensom som barn. Jeg havde ingen at lege med, indtil vi flyttede, og jeg var 10 år gammel. Mor og far elskede mig, men de var unge og uvidende. De var hårdtarbejdende, hvilket selvfølgelig betalte sig i sidste ende. De var økonomisk solide, og det hjalp mig og mine brødre og vores børn igen og nu oldebørn meget. Jeg fik, hvad jeg ønskede mig, og meget mere. Og jeg er så taknemmelig for det! Men det lærte mig ikke at forstå følelser eller hvad livet egentlig er, og hvad man kan gøre for at have tro på sig selv og være glad for sig selv. Jeg husker næsten ingenting fra mit liv før jeg var 10 år gammel.

Hverken klassekammerater, lærere eller børnene i børnehaverne eller personalet. Fra 4. klasse og fremefter husker jeg mere. Blev udelukket, mobbet og gjort grin med. Fordi jeg var tilbagetrukket og meget genert. Hvis andre ikke har straffet mig, så har jeg gjort det selv, ubevidst! I dag, i en alder af 57 år, har jeg lært mig selv at kende og har reflekteret meget over mig selv og omgivelserne omkring mig og samlet en del af mit puslespil. Jeg er også startet på en privat selvbiografi, som, når jeg læser den, er som om jeg ikke har skrevet den. Jeg har tænkt lidt over, hvad nu hvis jeg lykkes med at skrive en bog, med at udgive den? Tjene penge. Da mine børn var små, ville jeg skrive en eventyrbog. Jeg elskede at læse eventyr og synge med mine børn. Og det ville jeg også elske at gøre med mine børnebørn. 2 piger, 1 1/2 år og 2 1/2 år. Jeg må sige, at jeg langsomt begyndte at håbe på et bedre liv efter at være blevet bedstemor. Men.. nu var der meget her. Jeg ved ikke, hvad jeg skal beholde her, og hvad jeg skal tage med mig? Okay. Hvis jeg sletter alt her nu, ved jeg, at jeg aldrig kommer tilbage hertil.

Dette giver mig mulighed for at starte et nyt liv med et godt helbred, være nærværende for mine børn og børnebørn, mine forældre, mine brødre, niecer, nevøer og være i stand til at kontakte verdens bedste ven, som jeg engang havde, som jeg svigtede, og som jeg savner meget. Alle har set mig måske 2__3 gange om året. Nogle gange er der gået mere end et år. Mine forældre mistede mig i mange år. Jeg ved, at de har grædt, og det har jeg også. Har altid kæmpet med en frygtelig dårlig samvittighed over for alle andre. Jeg har lukket mig selv inde og alle andre ude af mit liv, siden for omkring 12 år siden! Det er så trist, at man SKAL have penge for at kunne blive rask. Man skal have penge for at få hjælp til at finde diagnoser på, hvad der er galt med en. Det er så trist, at penge betyder alt, når det absolut ikke burde være sådan!. Hvis nogen vil hjælpe mig, vil jeg være meget taknemmelig! Selvom jeg nu føler mig flov og ydmyget over for mig selv, spørger jeg for første gang i mit liv: Vil du/I hjælpe mig? Med venlig hilsen, Heidi