Kære støtter og medmennesker! Dybt rystet, men med vores børns fremtid for øje, lægger jeg al min stolthed til side og henvender mig til jer. Jeg har aldrig i mit liv bedt om hjælp, men nu er min familie kommet i en så kritisk situation, at vores børns sikkerhed og et tag over hovedet står på spil. Jeg er en 41-årig mor. Siden jeg var 15 år har jeg kæmpet med Crohns sygdom, og den kroniske lidelse har efterhånden fuldstændig ødelagt mit helbred, så jeg er i øjeblikket på invalidepension. Min faste månedlige indkomst er på kun 87.000 forint. Min mand arbejder i byggebranchen og får sin løn hver uge, hvilket højst udgør 50.000 forint om ugen. Resten overføres til en konto, som går til afdrag på lånet! Ud fra dette yderst knappe og usikre budget opdrager vi vores to børn med kærlighed.Tidligere tog vi et Babaváró-lån i håb om, at vores familie ville blive udvidet. Desværre lykkedes det ikke at få et tredje barn – trods alle vores bestræbelser og ønsker. Dette smertefulde nederlag har også kastet os ud i en enorm økonomisk krise: vi sidder tilbage med lånet, og vores leveomkostninger er pludselig blevet uoverkommelige.Selvom vi foreløbig kan betale vores lån og husudgifter – på bekostning af overmenneskelige ofre – fordi vi frygter at miste vores hjem, er der næsten intet tilbage til daglig mad, at klare os efter regningerne og at klæde børnene på med det mest nødvendige. Vi er kommet i en meget vanskelig og håbløs situation, og selv at skaffe det daglige brød giver os alvorlig bekymring. Vi beder ikke om støtte til luksus eller unødvendige ting. Vi beder om, at vi midlertidigt kan få hjælp til at skaffe mad og tøj til vores børn, indtil vi har overstået denne svære økonomiske krise og kan sikre vores hjem for dem.Selv det mindste bidrag, holdbare fødevarer eller børnetøj i god stand vil være en enorm livline for os, så vi kan overleve. Jeg takker Dem af hele mit hjerte for at have læst vores brev, og jeg takker for enhver lille hjælp, der kan give vores børn håb.Med venlig hilsen og tak, Évi Tóth