Hej

Mit navn er Vicky, og jeg er nu 21 år gammel.

Desværre har jeg ikke haft den nemmeste historie, og jeg er bestemt ikke den eneste.

Da jeg var 14 år, blev jeg efter nogle traumatiske oplevelser anbragt af socialforvaltningen og boede derefter i en boliggruppe i flere år.

Kort efter at jeg var flyttet derind, ændrede mit liv sig 180* grader, fordi jeg pludselig blev psykisk syg efter alt det, der var sket.

Jeg blev indlagt på en børne- og ungdomspsykiatrisk klinik for første gang og begyndte at vise tegn.

Desværre begyndte jeg at skade mig selv og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med alle mine tanker, følelser og vrede.

Efter et stykke tid begyndte jeg at få dissociative anfald

anfald og andre ting, og derfor måtte jeg tilbringe meget tid på klinikker og hospitaler.

Så allerede dengang kunne jeg ikke leve mit liv som andre unge på min alder, og jeg var meget afhængig af hjælp.

På et tidspunkt blev jeg nødt til at tage medicin, og det blev kronisk.

På det tidspunkt var jeg ikke klar over, hvad alt dette betød for mig, for det var alt for meget for mig.

Efter et par uger fik jeg diagnosen PTSD.

Sygdommen har taget lige så meget livskraft og viljestyrke fra mig som en person, der har kræft og skal gennemgå et langt kemoterapiforløb, fordi PTSD kræver meget tid, meget terapi og frem for alt meget opmærksomhed.

Desværre er sygdommen ikke så velundersøgt, og i dagens samfund bliver alting bagatelliseret.

Man hører ting som, at det "kun" er psykisk, og at man ikke skal gøre så meget ud af det, men desværre er de fleste mennesker først i dag klar over, hvad det faktisk gør ved et menneske.

Men det har taget meget af min vitalitet og livsglæde, som jeg nu må kæmpe hårdt for at få tilbage.

Siden 2022 har jeg ikke længere boet med ungdomshjælp, men alene.

Også på grund af tabet af det beskyttede rum har jeg haft mange tilbageslag igen, som har lagt nogle forhindringer i vejen for mig. Jeg var ikke i stand til at arbejde eller gå i skole i et par måneder, fordi faren var for stor for, at der ville ske mig noget, eller at jeg ville få tilbagefald igen.

Jeg er nu på ret god vej, men sygdommen lægger stadig en masse hindringer i vejen, som jeg ikke kan overvinde alene.

Jeg får nu medicin og har været igennem flere terapier og hospitalsophold og ønsker at finde en god vej, som ikke er mulig på egen hånd.

Jeg har personligt besluttet, at jeg ikke vil tage mere medicin, fordi bivirkningerne ikke er uden, og det er derfor, jeg kom på ideen med en hund.

Jeg er af natur et tilbagetrukket menneske og nyder kontakten med dyr.

Selvfølgelig har meget ændret sig og forbedret sig i de sidste par år, men sygdommen er der stadig, og desværre forsvinder anfaldene stadig ikke, hvilket stadig er ekstremt dårligt for mig, da jeg gerne vil leve mit liv som alle andre på min alder, der er raske.

Efter en del research kom jeg på den idé, at jeg gerne vil have en PTSD-hjælpehund og håber at kunne vende tilbage til et normalt liv med færre symptomer.

Jeg er klar over, at sygdommen ikke forsvinder helt, men hunden ville være en stor hjælp for mig, især nu hvor jeg bor alene, og ingen lægger mærke til, når der sker noget.

Den kan genkende, når det sker, og endda give mig medicin i en nødsituation eller berolige mig og simpelthen give mig den tryghed, som ingen andre kan give mig.

Han kan gøre mange andre ting, som forhåbentlig vil hjælpe mig med at besejre min sygdom eller holde den nede, så jeg kan leve et normalt hverdagsliv som andre mennesker på min alder.

Hunden kan også gå steder hen, hvor ingen andre kan gå, og hvis jeg er heldig, endda til hospitalet eller markeder i henhold til loven.

Ligesom en førerhund eller lignende.

Så jeg ville blive meget glad for hver en øre og euro, der kan doneres og hjælpe mig med at nå mit mål.

Det er ikke ment som tiggeri, men jeg ville virkelig have brug for det, for som praktikant og studerende har jeg desværre ikke så god en indkomst, der gør dette muligt.

Og der er næppe nogen, der kan skaffe pengene alene, men det ville være supervigtigt for min fremtid og for at inddæmme sygdommen.

Desværre bliver denne type trænings- eller hjælpehund ikke betalt af noget sygeforsikringsselskab, og man skal helt selv bære omkostningerne, hvis man er afhængig af den, hvilket desværre er næsten umuligt, og derfor er de fleste mennesker afhængige af hjælp fra fremmede.

Indtil videre dækker sygeforsikringen kun udgifterne til en blindehund, alle andre hjælpehunde skal betales af egen lomme, hvilket desværre ikke er muligt for mig som studerende og praktikant.

Men for mig ville det være den sidste mulighed uden yderligere medicinering og andre foranstaltninger.

Jeg ville være så taknemmelig for enhver hjælp og hver en øre!

Med venlig hilsen