Hej

Mit navn er Vicky, jeg er nu 21 år gammel.

Jeg har desværre ikke haft den nemmeste opvækst, men jeg er sikkert ikke den eneste.

Da jeg var 14 år, blev jeg efter nogle traumatiske oplevelser og hændelser taget i forvaring af ungdomsforvaltningen og boede derefter i flere år i et bofællesskab.

Kort efter jeg flyttede ind der, ændrede mit liv sig 180 grader, fordi jeg pludselig blev psykisk syg efter alt det, der var sket.

Jeg kom for første gang på en klinik for børne- og ungdomspsykiatri og viste de første tegn på problemer.

Desværre begyndte jeg at skade mig selv og vidste ikke længere, hvad jeg skulle gøre med alle mine tanker, følelser og min vrede.

Efter nogen tid kom dissociative anfald

krampeanfald og andre ting, hvorfor jeg måtte tilbringe meget tid på klinikker og hospitaler.

Jeg kunne altså allerede dengang ikke leve mit liv som andre unge på min alder og var meget afhængig af hjælp.

På et tidspunkt måtte jeg så tage medicin, og det blev kronisk.

Dengang var jeg ikke klar over og bevidst om, hvad det hele betød for mig, da det hele var for meget for mig.

Efter nogle uger kom diagnosen PTSD ind i mit liv.

Mange mennesker tænker sikkert, at psykiske lidelser ikke er så slemme, men nej, det er ikke rigtigt. Sygdommen har taget lige så meget livskraft og vilje fra mig som hos en person, der har kræft og skal gennemgå langvarig kemoterapi, for PTSD kræver meget tid, meget terapi og frem for alt meget opmærksomhed.

Desværre er sygdommen ikke så godt undersøgt, eller i det moderne samfund bliver alt bagatelliseret.

Man får at høre ting som, at det jo "kun" er psykisk betinget, og at man ikke skal gøre så meget ud af det, men hvad det egentlig gør ved et menneske, er de fleste mennesker desværre stadig ikke klar over i dag.

Men det har taget en del af min livskraft og livsglæde, som jeg nu møjsommeligt må kæmpe for at få tilbage.

Siden 2022 bor jeg ikke længere i ungdomsinstitutionen, men alene.

Også på grund af tabet af det beskyttede rum har jeg igen haft mange tilbageslag, der har lagt nogle forhindringer i vejen for mig. I nogle måneder var jeg ikke i stand til at arbejde eller gå i skole, fordi risikoen var for stor for, at der skulle ske mig noget, eller at jeg skulle få et tilbagefald.

I mellemtiden er jeg på ret god vej, men sygdommen lægger stadig mange forhindringer i vejen, som jeg ikke kan klare alene.

Jeg tager nu medicin, har gennemgået flere terapier og ophold på klinikker og hospitaler, og jeg ønsker at finde en god vej frem, hvilket dog ikke er muligt alene.

Personligt har jeg besluttet ikke at tage flere mediciner, fordi bivirkningerne ikke er ubetydelige, og derfor kom jeg på ideen med hunden.

Jeg er af natur en tilbageholdende person og glæder mig over kontakten med dyr.

Selvfølgelig er der sket en del og sket forbedringer de seneste år, men sygdommen er der stadig, og anfaldet forsvinder desværre stadig ikke, hvilket for mig stadig er ekstremt svært, da jeg gerne vil leve mit liv som alle andre i min alder, der er raske.

Efter lidt research fik jeg så ideen om, at jeg gerne vil have en assistenthund til PTSD, og dermed håber jeg at kunne tage springet tilbage til et normalt liv med færre symptomer.

Jeg er godt klar over, at sygdommen ikke helt vil forsvinde, men for mig ville hunden være en enorm hjælp, især nu, hvor jeg bor alene, og ingen bemærker, hvis der sker noget.

Den kan mærke, når det sker, og i en nødsituation kan den endda hente medicin til mig eller berolige mig og ganske enkelt give mig den tryghed, som ingen andre kan give mig.

Den kan gøre mange andre ting, som forhåbentlig vil hjælpe mig med at overvinde min sygdom eller dæmpe den lidt, så jeg igen kan føre en normal hverdag som andre mennesker på min alder.

Hunden må også komme med steder, hvor ingen andre må komme, og hvis jeg er heldig, endda med på hospitalet eller markeder i henhold til loven.

Stort set ligesom en førerhund eller noget lignende.

Jeg ville derfor blive utrolig glad for hver eneste cent og euro, der kan doneres og hjælpe mig med at nå mit mål.

Det skal ikke være tiggeri, men jeg er virkelig afhængig af det, da man som lærling og elev desværre ikke har en indkomst, der er stor nok til at gøre sådan noget muligt.

Og selvom næsten ingen kan skaffe pengene alene, ville det være super vigtigt for min fremtid og for at holde sygdommen i skak.

Desværre dækker ingen sygesikring denne type træning eller assistenthund, og man skal selv betale alle omkostningerne, hvis man har brug for det. Det er desværre næsten umuligt, og derfor er de fleste afhængige af hjælp fra andre.

Indtil videre dækker sygesikringen kun udgifterne til en førerhund, alle andre hjælpehunde skal man betale fuldt ud af egen lomme, hvilket desværre ikke er muligt for mig som elev og studerende alene.

For mig ville det dog være den sidste mulighed uden yderligere medicin og andre foranstaltninger.

Jeg ville være så taknemmelig for enhver hjælp og hver eneste cent!

Med venlig hilsen