Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal starte, måske "i medierne". Jeg skammer mig frygteligt over mig selv, for i øjeblikket kan jeg ikke finde på andet end at bede om nåde, om hjælp. Jeg har en hund, som fik en skade på det forreste korsbånd i sit højre knæ for lidt over en uge siden. Hun skal opereres, og det skulle koste omkring 2000 euro, men jeg har ikke set det i et par år. Ser du, jeg er invalidepensionist, jeg bor sammen med min mor, som også er invalidepensionist, og med min far, som har en fremskreden form for demens (jeg kan sende dokumentation for alle handicap og sygdomme senere, op.cit.) Vi har ikke råd til et plejehjem, vi prøver selv at tage os af ham, så godt vi kan, men jeg føler sjældent, at det lykkes for mig. Når jeg ser hende i smerte, bliver jeg altid overvældet af dårlig samvittighed, en følelse af hjælpeløshed, skyld ... ser du, det er derfor, jeg skriver. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke ønsker at skabe dårlig samvittighed med mit livs forvirring, men kun at bede om hjælp. Hvis det ikke virker, forstår jeg, at mennesket ikke kan redde hele verden, men ord er ikke heste.