Jeg hedder Lukáš og har viet hele mit liv til at hjælpe andre som ambulancefører. Hver dag kører jeg ud med bevidstheden om, at jeg kan redde liv – at jeg kan være nogens sidste håb. Men en dag blev min verden vendt på hovedet.

Under et rutinemæssigt udkald til en patient, hvor jeg havde blinklys og sirene tændt, skete der en ulykke, som jeg aldrig havde forventet. En lastbil, der skulle give fortrinsret, nåede det ikke i tide. Kollisionen var voldsom og uundgåelig. I det øjeblik følte jeg en skarp smerte og indså, at min tand var blevet alvorligt beskadiget – og dermed også medført varige følger, som ikke bare kan "ordnes".

Som redder er jeg vant til at se andres smerte i øjnene, men nu stod jeg over for min egen. Hver dag minder smerten mig om begrænsninger, der ikke fandtes før. Hvert smil i spejlet er nu en skygge af, hvordan det var – og jeg føler, at jeg har mistet en del af mig selv.

Alligevel er jeg fast besluttet på at fortsætte med at hjælpe, men ulykkens konsekvenser er dybe og har påvirket mit liv mere, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Jeg har brug for hjælp til at afbøde virkningen af det, der er sket, og få i det mindste en del af det liv tilbage, som ulykken har taget fra mig. Hvert bidrag, hver udtryk for støtte betyder, at jeg igen kan stå fast på benene – ikke kun for mig selv, men også for alle dem, jeg hjælper hver dag.