Jeg fandt Athena på en nattevandring i Athen, Metaxurghio. Hun stod magtesløs foran en hund, der gøede af hende, frygtelig tynd og bange. Det var en slags universets vejledning i at finde. Jeg var på vej hjem, og jeg besluttede mig for at gå en tur mere og komme forbi et sted, hvor jeg aldrig havde været, og hun var der, knap nok stående. Jeg kunne ikke gå, jeg tog fat i hende, og vi gik hjem. Hun sagde, at hun var i sikkerhed.

Hun har et eller andet neurolokalt problem, jeg har aldrig kunnet teste hende for hvad, men hun snubler, når hun går, hun kan ikke klatre, hun kan ikke spise af skålen, jeg er nødt til at fodre hende med en ske, hun kan ikke se dybden ordentligt. Hun blev diagnosticeret med FIP i januar, og vi kæmper stadig med det. Også et mærke i tarmene, der ligner lymfekræft. Der er foretaget en ultralydsscanning før og efter FIP-behandlingen, og mærket er der stadig. Vi er nu nødt til at udføre en byopsi for at forstå, hvad det er.

Hun er dybest set ikke en rigtig kat, hun er en baby, min baby. Hun taler med mig og mumler, når hun er uenig med mig. Hun er sød og byder altid folk velkommen, når de kommer, eller når herreløse katte kommer for at få mad. Vi er en symbiose, hun rejser med mig overalt, hvor jeg er, England, Frankrig, Albanien, Grækenland. Og hun elsker kys og kæleri. Hun sover sammen med mig, og vi er altid sammen.

Her i Grækenland er lønnen en elendighed. Jeg har allerede brugt hele min opsparing til FIP-behandlingen, og jeg er ludfattig. Med en løn på 800 euro når vi ikke slutningen af måneden, men jeg har ikke råd til at miste hende. Hun er lyset i mit liv, min eneste grund til at leve. Hun er alt, hvad jeg har i dette liv at leve for, vores bånd er virkelig stærkt, og jeg har ikke råd til at miste hende. Jeg får brug for penge til byopsien, de koster 500 euro og mere, og i værste fald får jeg brug for kemoterapi ... og jeg er bare desperat efter at finde en måde at hjælpe hende på.