Jeg fandt Athena en aften, da jeg gik en tur i Athen, i Metaxourgio. Hun stod hjælpeløs foran en hund, der gøede ad hende, frygtelig mager og bange. Det var nærmest som om universet havde ført mig til hende. Jeg var på vej hjem, men besluttede at gå lidt længere og tage en tur ad en vej, jeg aldrig havde været på før, og der stod hun, knap nok i stand til at holde sig op. Jeg kunne ikke gå min vej, så jeg tog hende op, og vi gik hjem. Hun var glad for at være i sikkerhed.

Hun har nogle neurologiske problemer, jeg har aldrig kunnet få testet, hvad det præcist er, men hun snubler, når hun går, har ingen styrke til at klatre, hun kan ikke spise fra skålen, jeg er nødt til at fodre hende med ske, og hun kan ikke se dybde ordentligt. Hun blev diagnosticeret med FIP i januar, og vi kæmper stadig mod det. Der er også en plet i tarmene, der ligner lymfom. Der er blevet lavet en ultralydsscanning før og efter FIP-behandlingen, og pletten er der stadig. Vi er nu nødt til at udføre en biopsi for at forstå, hvad det er.

Hun er egentlig ikke rigtig en kat, hun er en baby, min baby. Hun taler med mig og mumler, når hun er uenig med mig. Hun er sød og byder altid folk velkommen, der kommer på besøg, eller vildkatte, der kommer for at få mad. Vi er en symbiose, hun rejser med mig, uanset hvor jeg tager hen, England, Frankrig, Albanien, Grækenland. Og hun elsker kys og kram. Hun sover sammen med mig, og vi er altid sammen.

Her i Grækenland er lønnen elendig. Jeg har allerede brugt alle mine opsparinger på FIP-behandlingen, og jeg er flad. Med en løn på 800 euro når vi ikke til månedens udgang, men jeg har ikke råd til at miste hende. Hun er lyset i mit liv, min eneste grund til at leve. Hun er alt, hvad jeg har i dette liv at leve for, vores bånd er virkelig stærkt, og jeg har ikke råd til at miste hende. Jeg får brug for penge til biopsien, de beder om 500 euro og mere, og i værste fald får jeg også brug for kemoterapi... og jeg er bare desperat efter at finde en måde at hjælpe hende på.