Jeg troede aldrig, at det ville ende sådan her. Ikke på denne måde.

Som 22-årig troede jeg, at jeg ville have styr på det nu. Jeg troede, jeg ville have en plan. Men nu, med en rygsæk fuld af tøj, jeg ikke engang har brug for, og ingen steder at tage hen, ved jeg ikke engang, hvad planen er. Mine forældre smed mig ud i morges, deres ord var kolde og endegyldige, som en dør, der smækkede i for næsen af mig.

"Skrid," sagde min far med en stemme af sten. "Du er ikke et barn længere. Find ud af det."

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kæmpe imod. Jeg stod bare der, følelsesløs, mens de så mig gå - som om de så en fremmed gå sin vej. Som om jeg var ligegyldig.

Jeg tænkte på at ringe til nogen - måske en af mine gamle venner - men hvem ville hjælpe en som mig? Jeg har ikke holdt kontakten med nogen siden gymnasiet. De er alle kommet videre, er blevet voksne og har fundet ud af deres liv. Jeg kan knap nok holde på et job, endsige finde et sted at bo.

Jeg prøvede at gå og tænkte, at jeg måske kunne finde en måde at komme igennem dagen på. Solen er stadig oppe, men det føles allerede, som om den er ved at gå ned over mig. Gaderne er tomme, folk skynder sig forbi, og jeg føler, at jeg er usynlig. Min mave knurrer, men jeg har ikke en eneste dollar. Ikke engang lidt småpenge.

Jeg overvejede at tage hjem, men jeg ved, at jeg ikke kan. De har gjort det klart, at jeg ikke er velkommen. Og jeg ved ikke, hvad der er værst - at blive smidt ud eller at vide, at jeg ikke engang er savnet.

Jeg har fundet en bænk i parken. Det er koldt nu, og bænken er hårdere, end jeg troede. Jeg trækker mine knæ op for at holde varmen, men intet virker. Sulten gnaver i mig, men mere end det er det ensomheden. Det føles, som om jeg synker, som om jeg forsvinder.

Jeg lukker øjnene et øjeblik, bare for at undslippe det. Men det kan jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Hvor skal jeg tage hen? Hvem vil tage sig af mig?

Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at der ikke er nogen vej tilbage. Jeg har ødelagt alt. Og nu er det bare mig og denne tomme by.