Jeg havde aldrig troet, det ville ende sådan her. Ikke på den måde.

Som 22-årig troede jeg, at jeg ville have styr på tingene nu. Jeg troede, jeg havde en plan. Men nu, med en rygsæk fuld af tøj, jeg ikke engang har brug for, og ingen steder at tage hen, ved jeg ikke engang, hvad planen er. Mine forældre smed mig ud i morges, deres ord var kolde og endegyldige, som en dør, der smækkede i foran mig.

"Skrid," sagde min far med iskold stemme. "Du er ikke et barn længere. Find ud af det selv."

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle slå igen. Jeg stod bare der, lammet, mens de så mig gå – som om de så en fremmed gå væk. Som om jeg ikke betød noget.

Jeg overvejede at ringe til nogen – måske en af mine gamle venner – men hvem ville have lyst til at hjælpe en som mig? Jeg har ikke holdt kontakten med nogen siden gymnasiet. De er alle kommet videre, blevet voksne, fundet ud af, hvad de vil med livet. Jeg kan knap nok beholde et job, endsige finde et sted at bo.

Jeg prøvede at gå, i håb om at jeg måske kunne finde en måde at komme igennem dagen på. Solen er stadig oppe, men det føles allerede som om den går ned over mig. Gaderne er tomme, folk skynder sig forbi, og jeg føler mig usynlig. Min mave knurrer, men jeg har ikke en eneste dollar på lommen. Ikke engang småpenge.

Jeg overvejede at tage hjem, men jeg ved, at jeg ikke kan. De gjorde det klart, at jeg ikke er velkommen. Og jeg ved ikke, hvad der er værst – at blive smidt ud eller at vide, at ingen savner mig.

Jeg fandt en bænk i parken. Det er koldt nu, og bænken er hårdere, end jeg troede. Jeg trækker knæene op for at holde varmen, men intet hjælper. Sulten gnaver i mig, men mere end det er det ensomheden. Det føles, som om jeg synker, som om jeg forsvinder.

Jeg lukker øjnene et øjeblik, bare for at undslippe det. Men jeg kan ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Hvor skal jeg tage hen? Hvem vil bekymre sig om mig?

Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at der ikke er nogen vej tilbage. Jeg har ødelagt alt. Og nu er det bare mig og denne tomme by.