Moooonia, Monika, vågn op! Vågn nu op! Du har sovet længe nok. Nu er det nok! Kom tilbage til os!

Sammen kan vi opnå mere!

Lad os hjælpe Monika med at komme ud af fangenskab, lad os hjælpe hende med at blive rask igen.

Vores elskede og eneste datter Monika på en almindelig arbejdsdag om morgenen den 9. oktober 2024. Hun var glad på vej på arbejde.

Hun var meget glad for, at hun havde fået et job inden for sit fag efter at have afsluttet sin uddannelse på kunstakademiet.

Men hun skulle ikke nå på arbejde, for hendes livskort viste et vendepunkt - en tragisk trafikulykke - eller to i én.

Det ene øjeblik blev hun påkørt af et rådyr, der løb ud af skoven og vejede over 200 kg, og et splitsekund senere blev hun ramt frontalt af en bil, der kørte i den modsatte retning.

Monicas hjerte holdt op med at slå. Hun var fanget i bilen, bevidstløs og viste ingen tegn på liv. Det lykkedes brandfolkene og lægeholdet, som ankom til stedet, at genoprette cirkulationen efter flere minutters modig genoplivning. De kunne ikke tro på det mirakel, der havde fundet sted.

Efter deres mening er ofre med sådanne skader tabt for evigt på ulykkesstedet.

Efter at være blevet transporteret med LPR-helikopter til universitetshospitalet i Opole gennemgik Monika en række komplekse operationer, herunder stabilisering af hendes knuste højre hofte, et brækket ben og frem for alt en livreddende neurokirurgisk operation, for som lægen fortalte os ved den første kontakt på intensivafdelingen, var Monikas hoved næsten revet af. Hun havde brækkede halshvirvler fra C0 til C3, begge nakkehvirvler med indadgående forskydning, en flækket rygmarv, adskillige hæmatomer, også i halspulsåren, i hypofyseområdet (...). Hendes hjerne havde været hypoxisk i flere minutter. Ifølge lægerne var det kun den del af hjernen, der var ansvarlig for vejrtrækningen, der var i bedst stand. Der var berettiget bekymring for, om Monika ville overleve natten efter operationen, og om den svært beskadigede rygmarv ville være i stand til at opretholde hendes vitale funktioner i længere tid. Dommen var, at selv hvis hun overlevede, ville hun ikke være i stand til at bevæge sin arm eller sit ben, hun ville ikke længere have nogen kontakt, fordi en betydelig del af hendes hjerne - frontal-, parietal-, temporal- og occipitallappen (...) - var død som følge af den langvarige hypoxi.

Monika overlevede og er i live. Det er et mirakel. Der er nu gået seks uger siden denne tragiske ulykke. Vores datter, som er svækket af en alvorlig ortopædisk operation, har vundet mange kampe. Hun har to gange jaget lungebetændelse væk, to gange besejret konjunktivitis og andre septiske bakterier, som forsøgte at tage hende fra os.

Vi har været sammen med hende hver dag siden 9. oktober 2024. Vi kører 300 kilometer fra vores hjem til hospitalet og tilbage igen hver dag for at tale med Monia, synge for hende, spille hendes musik, massere hendes ansigt, stryge hendes skrøbelige hænder, hænder og fødder, stimulere alle hendes sanser og receptorer, stimulere hendes aktivitet, hendes ønske om at vende tilbage til vores verden. Lægerne bemærker på de tilsluttede monitorer, at deres vitale aktivitet stiger markant under vores besøg. Det giver os håb og styrke til at handle.

Vi har vores første succeser. Lægerne selv kiggede vantro på Monika i en uge. Monika åbner øjnene, reagerer på tidspunktet på dagen og natten, reagerer på lys, er begyndt at vrikke med øjnene, er begyndt at bevæge munden, laver sine egne unikke ansigter, drejer hovedet lidt fra side til side, reagerer meget kraftigt på den letteste berøring ved at bøje begge ben ved knæene, kan knytte hånden ufrivilligt (...) og for ikke så længe siden skulle hun ikke overleve, hun skulle ikke engang vifte med et øjenlåg.

Vi forsøger at lade Monika deltage i opvågningsprogrammet for voksne i cerebral koma, for Monika, som vi endnu ikke har nævnt, er en voksen, smuk 29-årig kvinde, en skamfuld jomfru, som for nylig var klar til at stifte sin egen familie.

Vi er i kontakt med en række sundhedsfaciliteter og hospitalsafdelinger, som tilbyder denne type behandling til komapatienter og kører 12-måneders programmer. Det er f.eks: "Budzik dla Dorosłych" i Warszawa, "Rehstab" i Limanowa, hospitalet i Częstochowa, i Jastrzębie Zdrój, i Brzeg eller "Repty" i Tarnowskie Góry (...).

Desværre skal man overalt vente op til 12 måneder i kø for at komme ind, og hvert sted venter 2,3 til 8 personer foran Monika. Ved årets udgang mangler hvert sted midler fra den nationale sundhedsfond til at subsidiere behandlingen, og nye beslutninger om grænser vil først blive truffet i begyndelsen af 2025. Men for Monika betyder hver dags forsinkelse i den erhvervsmæssige rehabilitering mindre chance for at vende tilbage til en verden af bevidste, nogenlunde sunde og raske mennesker.

En privat rehabiliteringslejr for Monika med professionel lægehjælp fra et dagligt lægeteam, neurorehabilitering, neurologi, musikterapi, hydroterapi osv. koster omkring 15.000 PLN for et to ugers ophold på et center. De månedlige omkostninger ved at deltage i et privat rehabiliteringsprogram, som det Budzik tilbyder i Warszawa, er omkring 35.000 PLN pr. måned. Det har vi desværre ikke råd til. Vi tror, at næsten ingen har råd til sådan en udgift, selv om det er et vigtigt mål i livet.

Jeg, Monikas mor, har allerede opgivet mit job for at være ved Monikas side og støtte hendes helbredelsesproces. I den situation, vi er i, ville jeg ikke være i stand til at hellige mig mit arbejde. Lige nu er jeg sygemeldt på grund af et nervesammenbrud, men om et par måneder har jeg opbrugt min sygeorlov (...). Monikas far arbejder i et lille privat værksted, og hans indtægt rækker i den nuværende situation til honorarerne, benzinen til de daglige rejser til og fra Monikas hjem og til beskeden mad.

Monika har arbejdet, så indtil videre har hun opsparet sygedagpenge, men hun kan ikke selv bruge dem, hun kan ikke selv sørge for sin velfærd, og vi, hendes forældre, vil og kan ikke disponere over hendes økonomiske midler indtil videre, i hvert fald ikke før retten udpeger os som hendes værger, og det tager tid (...).

I denne situation henvender vi os til jer, kære læsere, for at få økonomisk hjælp, selv om det vil være det mindst mulige beløb, som vil hjælpe Monika og hendes forældre i den første fase af Monikas behandling, dvs. at sikre hendes ophold på et professionelt center for behandling af personer - vågne voksne i cerebral koma, da hospitalet i Opole, hvor hun befinder sig i øjeblikket, ikke ser nogen begrundelse for hendes behandling på intensivafdelingen eller på ortopædkirurgisk eller anden hospitalsafdeling.

Hvis Monika, Gud forbyde det, ikke er berettiget til nogen af programmerne, fordi hun skal opfylde visse medicinske kriterier, eller hvis hun gennemfører et sådant 12-måneders program, og det bliver muligt for hende at vende hjem, vil vi bruge de indsamlede penge til at tilpasse hendes opholdssted til daglig funktion og rehabilitering og til at sikre professionel pleje.

En stor tak på forhånd for enhver hjælp, på vores vegne og især på Monikas vegne!