Moooonia, Monika, vågn op! Stå op! Du har sovet længe nok. Nu er det nok! Kom tilbage til os!

Sammen kan vi opnå mere!

Lad os hjælpe Monica med at komme ud af fangenskabet, lad os hjælpe hende med at blive rask igen.

Vores elskede og eneste datter Monika på en helt almindelig arbejdsdag om morgenen den 9. oktober 2024. Hun begav sig muntert af sted på arbejde. 

Hun var meget glad for, at hun efter at have afsluttet kunstakademiet havde fået et job inden for sit fag.

Men hun nåede aldrig frem til arbejdet, for på hendes livskort dukkede et vendepunkt op – en tragisk trafikulykke – eller endda to i én.  

På et øjeblik blev hun ramt af et vildt løbende rådyr, der med en vægt på over 200 kilo løb ud af skoven og ud på vejen, og et splitsekund senere blev hun ramt af et voldsomt frontalsammenstød med et bil fra den modsatte retning.

Monicas hjerte standsede. Hun sad fastklemt i bilen, bevidstløs og uden tegn på liv. Brandmændene og det medicinske team, der ankom til ulykkesstedet, lykkedes det at genoprette blodcirkulationen efter flere minutters tapper genoplivning. De kunne selv ikke tro på det mirakel, der var sket.

Efter deres mening er ofre med sådanne skader altid fortabt på ulykkesstedet.

Efter transporten med LPR-helikopteren til Universitetshospitalet i Opole blev Monika underkastet en række komplicerede operationer, herunder stabilisering af hendes kvæstede højre hofte, et brækket ben og frem for alt en livreddende neurokirurgisk operation, for som lægen fortalte os ved den første kontakt på intensivafdelingen, var Monika tæt på at få hovedet revet af. Hun havde brækkede halshvirvler fra C0 til C3, begge baghovedsknogler med indadgående forskydning, en flænget rygmarv, talrige hæmatomer, også i halspulsåren, i hypofyseområdet (...). Hendes hjerne havde været hypoxisk i flere minutter. Ifølge lægerne var kun den del af hjernen, der er ansvarlig for vejrtrækningen, i bedst mulig tilstand. Der var berettiget tvivl om, hvorvidt Monika ville overleve natten efter operationen, og om den alvorligt beskadigede rygmarv ville være i stand til at opretholde hendes livsfunktioner over en længere periode. Dommen lød: Selv hvis hun overlevede, ville hun hverken kunne bevæge arme eller ben, hun ville ikke længere have kontakt med omverdenen, fordi en betydelig del af hendes hjerne – frontal-, parietal-, temporal- og occipitallappen (...) – var død som følge af den langvarige iltmangel. 

Monika har overlevet og er i live. Det er et mirakel. Der er nu gået 6 uger siden denne tragiske ulykke. Vores datter, svækket af en alvorlig ortopædisk operation, har vundet mange kampe. Hun har to gange bekæmpet lungebetændelse, to gange konjunktivitis og andre septiske bakterier, der ville tage hende fra os. 

Siden den 9. oktober 2024 har vi været hos hende hver dag. Vi kører dagligt 300 kilometer fra vores bopæl til hospitalet og tilbage for at tale med Monia, synge for hende, spille musik for hende, massere hendes ansigt, stryge hendes skrøbelige hænder, hænder og fødder, for at stimulere alle hendes sanser og receptorer, for at anspore hendes aktivitet, hendes ønske om at vende tilbage til vores verden. Lægerne konstaterer på de tilsluttede skærme, at hendes vitale aktiviteter stiger markant under vores besøg. Det giver os håb og styrke til at handle.

Vi har de første succeser. Lægerne selv har i en uge set vantro på Monika. Monika åbner øjnene, reagerer på tidspunktet på døgnet, reagerer på lys, er begyndt at bevæge øjnene, er begyndt at bevæge munden, laver sine egne unikke ansigtsudtryk, drejer hovedet let fra den ene side til den anden, reagerer meget kraftigt på den letteste berøring ved at bøje begge ben i knæene, kan ufrivilligt knytte hånden (...) og for ikke så længe siden skulle hun ikke have overlevet, hun skulle ikke engang have rørt en øjenvippe.

Vi forsøger at få Monika til at deltage i opvågningsprogrammet for voksne i cerebralt koma, for Monika, som vi endnu ikke har nævnt, er en voksen, smuk 29-årig kvinde, en beskeden jomfru, der for nylig var klar til at stifte sin egen familie.

Vi er i kontakt med en række sundhedsinstitutioner og hospitalsafdelinger, der tilbyder denne form for behandling til komatøse patienter og gennemfører 12-måneders programmer. Det er f.eks.: „Budzik dla Dorosłych” i Warszawa, „Rehstab” i Limanowa, hospitalet i Częstochowa, i Jastrzębie Zdrój, i Brzeg eller „Repty” i Tarnowskie Góry (...).

Desværre må man overalt vente op til 12 måneder i køen for at blive optaget, og i hver by venter der 2,3 til 8 personer foran Monika. Ved årets udgang mangler alle institutioner midler fra det nationale sundhedsfond til at subsidiere behandlingen, og nye beslutninger om begrænsninger træffes først i begyndelsen af 2025. For Monika betyder hver dag, der går med forsinkelse i den erhvervsmæssige rehabilitering, imidlertid en mindre chance for at vende tilbage til en verden af bevidste, nogenlunde raske og sunde mennesker.

Et privat rehabiliteringsophold for Monika med professionel medicinsk pleje fra et dagligt lægehold, neurorehabilitering, neurologi, musikterapi, hydroterapi osv. koster ca. 15.000 PLN for et to-ugers ophold i et center. De månedlige omkostninger for deltagelse i et privat rehabiliteringsforløb, som f.eks. det, der tilbydes af "Budzik" i Warszawa, beløber sig til ca. 35.000 PLN om måneden. Det har vi desværre ikke råd til. Vi tror, at næsten ingen har råd til en sådan udgift, selv når det drejer sig om et så vigtigt livsmål.

Jeg, Monikas mor, har allerede sagt mit job op for at være ved Monikas side og støtte hendes helingsproces. I den situation, vi befinder os i, ville jeg ikke være i stand til at dedikere mig til mit arbejde. I øjeblikket modtager jeg sygedagpenge på grund af et nervøst sammenbrud, men om et par måneder vil jeg have opbrugt min sygedagpengeperiode (...). Monikas far arbejder i et lille privat autoværksted, og hans indkomst rækker i den nuværende situation til gebyrer, benzin til de daglige ture til og fra Monikas lejlighed og til beskedne dagligvarer.  

Monika har arbejdet, så hun har foreløbig opbygget sygedagpenge, men hun kan ikke selv bruge dem, hun kan ikke selv sørge for sit eget velbefindende, og vi, hendes forældre, kan og vil foreløbig ikke disponere over hendes økonomiske midler, i det mindste ikke før retten udpeger os til hendes lovmæssige værger, og det tager (...).

I denne situation henvender vi os til jer, kære læsere, for at få økonomisk hjælp, selvom det bliver et så lille beløb som muligt, som vil hjælpe Monika og hendes forældre i den første fase af Monikas behandling, dvs. at sikre hendes ophold i et professionelt center til behandling af personer - opvånen af voksne i cerebralt koma, da hospitalet i Opole, hvor hun i øjeblikket befinder sig, ikke ser nogen begrundelse for hendes behandling på intensivafdelingen, ortopædafdelingen eller en anden hospitalsafdeling.

I tilfælde af at Monika, Gud forbyde det, ikke kommer i betragtning til nogen af programmerne, fordi hun skal opfylde bestemte medicinske kriterier, eller hvis hun gennemfører et sådant 12-måneders program og det bliver muligt for hende at vende hjem, vil vi bruge de indsamlede penge til at tilpasse hendes bolig til dagligdagen og rehabiliteringen samt sikre professionel pleje. 

På forhånd en stor tak for enhver hjælp, på vores vegne og især på Monikas vegne!