Vi er en indvandrerfamilie med tre drenge. I årevis arbejdede vi lange dage i en lille, familiedrevet pizzeria, hvor vi gjorde alt, hvad vi kunne, for at skabe et stabilt og ærligt liv gennem hårdt arbejde.

I 2019 investerede vi alle de penge, vi havde sparet sammen, i at åbne en ny filial, i troen på at det ville sikre en bedre fremtid for vores børn. Så ramte pandemien – og alt brød sammen. Den investering gik fuldstændig tabt.

På trods af dette gav vi ikke op. Vi fortsatte, kæmpede dag for dag og gjorde vores bedste for at holde vores første pizzeria i live. Indtil nu har vi på en eller anden måde klaret det. Men i dag er vi nået til et punkt, hvor der ikke er flere løsninger tilbage. Gælden er blevet overvældende, og vi kæmper nu bare for at betale basale regninger som el og vand.

Det sværeste er vores børn. Vores drenge vokser op midt i denne krise. I år forventer de ikke engang gaver – ikke fordi de ikke fortjener dem, men fordi de ser den virkelighed, vi lever i hver dag.

Vi beder ikke om luksus. Vi beder om hjælp til at overleve, til at genvinde stabilitet og til at give vores børn håb om, at deres forældres hårde arbejde stadig kan føre til en bedre fremtid.