Jeg hedder Anja, jeg er enlig mor, og der er intet, jeg hellere vil – men jeg er ved at miste pusten...

De næste linjer beskriver min situation og min bøn til jer...

Jeg har to drenge, begge helt fantastiske.

Min ældste har altid været et medicinsk særtilfælde. Allerede under graviditeten opstod der uforklarlige afvigelser, men man tillagde det ikke yderligere betydning. Umiddelbart efter fødslen gik det dog løs. Afvigelser ved hovedet, afvigelser ved hoften, afvigelser i væksten. Alt blev undersøgt flere gange, og vi var i mellemtiden regelmæssigt hos 20 forskellige læger. Ingen af disse læger kunne stille en diagnose, og det kan de stadig ikke i dag. Men alle behandlede ham på en eller anden måde, og efter mange års forsøg blev der også foretaget operationer i hoften (med dysplasi i begge sider som 12-årig). Alle led er i uorden og giver problemer. Fordi han voksede for lidt, blev et dengang nyt lægemiddel afprøvet på ham. I årevis måtte jeg give ham en indsprøjtning to gange om dagen derhjemme. Pludseligt blev denne behandling afsluttet med ordene: "Så, jeg ønsker Dem alt godt, behandlingen er afsluttet. Lægemidlet er meget dyrt, og det har jo heller ikke hjulpet."

Kort før min store søn blev myndig, opstod der spontant en særlig form for epilepsi hos ham. Den kan ikke reguleres med medicin. Lægerne mener, at det hele skyldes grundsygdommen – som dog aldrig kunne diagnosticeres. Ifølge lægerne er han et medicinsk særtilfælde. På grund af sine fald har han allerede pådraget sig skader på kraniet, ryghvirvlerne og skulderen (uoprettelige). Selvom han nu er over 20 år gammel, kan han ikke bo alene. Han bor derfor hos mig. Han fik ikke engang lov til at starte en uddannelse på normal vis. Pensionsmyndigheden har kun lagt hindringer i vejen for ham. Nu er han i gang med en uddannelse, som arbejdsformidlingen som den eneste har godkendt. Han ville ellers ikke have fået nogen finansieret. Vi får slet ingen økonomisk støtte fra nogen steder, for gråzoner bliver ikke betalt. Uden diagnose, ingen penge. Det hele er meget svært at holde ud for os alle, og langsomt er vi ved at løbe tør for kræfter. Hvis en af os nu også får en depression eller noget andet, så ved jeg heller ikke, hvad vi skal gøre.

Min lille søn er psykisk ret medtaget. Han får panikanfald, når hans storebror har et anfald. Han spørger mig hele tiden, om et anfald også kan ende rigtig slemt. Han er ekstremt bange for sin bror! Og det er jeg også for min søn.

Selv har jeg ikke haft tid til at gå til mine lægeaftaler, så nu er jeg også ret medtaget. Jeg har allerede fået regningen – for nylig kunne jeg ikke undgå en operation.

På grund af min søns mange lægeaftaler er min arbejdsplads i fare (for mange fraværsdage). Jeg mistede mit tidligere job af samme grund. Men med epilepsi må min store søn ikke tage kørekort, så jeg er nødt til at køre ham til aftalerne. Hans far bekymrer sig slet ikke om ham og har aldrig gjort det.

Jeg ser en mulighed for os i at flytte ind i vores eget hus. Et hus med færre ulykkesrisici. Vi bor i øjeblikket i et gammelt hus – mange mure, stejle trapper, skarpe flisekanter osv. Hvis jeg mister mit arbejde, kan jeg som eneste forsørger ikke længere betale huslejen.

Med en flytning ville min lille søn endelig også få sit eget værelse. Han har akut brug for et sted, hvor han føler sig tryg og sikker, så han ikke bryder sammen på grund af det, han har oplevet.

Hjælp os venligst med et lille bidrag.

Med pengene ville jeg helst købe sundhed! Da det ikke er muligt, forfølger jeg drømmen om et eget hus til mine drenge og mig. Jeg håber dermed også at få lidt mere sundhed til os tre!!!

Måske ville jeg endda have et sommerkøkken – på grund af mine helbredsproblemer blander jeg selv tinkturer, cremer og te af lægeurter.

Og jeg ville måske have et syværelse. At sy giver mig afslapning, og måske kunne jeg så endda gøre det som bijob.

Vær venlig at donere, men ikke af medlidenhed, men fordi du kan og vil!

Selv et lille bidrag hjælper.