Med det stigende hårtab kæmper jeg med, hvad det vil sige at være skaldet. Der er noget særligt isolerende ved at opleve noget, som det er socialt acceptabelt at grine af og gøre grin med - mandlig skaldethed. Mit hårløse hoved ville for altid være min særlige fysiske egenskab. For fremmede ville jeg officielt blive 'den skaldede fyr'. Hvem bestilte lasagnen? Den skaldede fyr ved bord syv. Hvor er badeværelset? Til venstre, lige efter den skaldede fyr. Det er ikke en fremtid, jeg har lyst til at leve i. 😃

Jeg kan huske, at jeg for alvor begyndte at mærke det i midten af 30'erne, og at det blev en stadig mere desperat tilstand, da jeg nærmede mig slutningen af 30'erne. Først var det bare, at jeg ikke kunne lave de frisurer, jeg gerne ville have, og som jeg vidste, at jeg så rigtig godt ud med. Så blev det bare mere og mere håbløst. Studerende begyndte at tale om det, og jeg følte, at jeg ville klippe mit hår på en måde, så jeg kunne "dække" de skaldede pletter. Jeg har endelig fået fat i nogle gode produkter, som kan dække det ret godt, men jeg føler, at jeg lever på lånt tid her.

Det lyder måske fjollet for nogle, for når alt kommer til alt, er det jo bare hår. Men hvis dit hår er forbundet med din selvtillid, så kan det være uvurderligt. Så jeg beder jer om at hjælpe mig med at undgå at blive skaldet. Jeg vil intet hellere end at beholde mit hår, og ethvert bidrag til at redde mig fra denne skæbne er meget værdsat. Med de penge, jeg potentielt modtager, vil jeg flyve med 'Turkey Hairlines' for at få en ny hårgrænse 🥁 og endnu en chance for at bevare min selvtillid og den identitet, jeg ser som min egen. Tak igen for at hjælpe. Alle donationer, store som små, er meget værdsatte. Lad os gøre den hårgrænse flot igen!😎