Jeg er pensioneret handelsflådeofficer (kaptajn) og gik på pension i 2015. Jeg boede i Brasilien i omkring 40 år, og jeg har en datter der samt hendes mor. Jeg opbyggede en pensionsfond og byggede mig et meget komfortabelt hus, og hensigten var at bo der sammen med min elskede og vores datter. Ægteskabet, opdragelsen af vores datter og min kones arbejde med hendes speciale, nemlig fremstilling af møbler i stålrør i garagen/værkstedet, samt at leve af afkastet fra min pensionsfond og hendes arbejde. Det hele er nu i ruiner.

Det, der er sket for mig, er meget trist.

Jeg lærte en forretningsmand at kende omkring 20 år før jeg gik på pension; han havde en valutavekslingsforretning, et rejsebureau og nogle andre interesser. Jeg plejede at veksle personlige checks i amerikanske dollars hos ham, når jeg havde brug for penge til daglige udgifter, mens jeg var på ferie fra søtjenesten. Han tilbød mig også at investere sammen med ham. Dette prøvede jeg også et antal gange med nogle mindre beløb, som jeg kunne risikere, og det gik uden problemer, og renterne blev betalt til tiden.  

I 2012 investerede jeg 150.000 USD, mine opsparinger, hos denne forretningsmand, og hensigten var at lade pengene stå hos ham og tjene renter, så jeg kunne gå på pension fra søtjenesten i begyndelsen af 2015. Det gjorde jeg også, og min ven/forretningsmand viste mig en gang om måneden regnskaber over, hvad der var sket med min investering hos ham, og det så lovende ud, og jeg så frem til en behagelig og meningsfuld alderdom sammen med min kone og min datter.

I januar 2015 gik jeg på pension fra søfarten, og vi begyndte at planlægge vores liv sammen, lede efter en ny skole til vores datter, jeg købte noget værktøj til min interesse for tømrerarbejde, en ny TIG-svejsemaskine til min kommende kones speciale, så hun kunne arbejde med sit speciale. Småting som det. Langsomt satte vi brikkerne sammen til et liv sammen, herunder forberedelserne til brylluppet.

I marts 2015 anmodede jeg om det første afkast på min investering hos denne forretningsmand, og det gik uden problemer, det samme i april 2015. I maj 2015 gik alt i stå, ingen betaling fra min fond, som han havde. Forretningsmanden/vennen fortalte mig, at han var blevet anklaget for hvidvaskning af penge, skatteunddragelse og overførsel af midler til udlandet uden at gå via de officielle kanaler i Brasiliens centralbank, og at alt, hvad han havde, var indefrosset og truede med at blive beslaglagt. Om det er sandt, at han ikke havde nogen skjulte midler til i det mindste delvist at kompensere mig, ved jeg ikke.

Resultatet af ovenstående var, at vi satte alle vores planer på hold, og jeg solgte selv to små grunde, jeg havde, hurtigt og billigt for at overleve. Hensigten med de to grunde var at bygge to huse til udlejning og til vores lille pige, når hun blev gammel nok.

I 2017 rejste jeg til Sverige for at få min statspension i gang og fandt ud af, at det var et meget lille beløb, da jeg havde arbejdet på udenlandske skibe og i udenlandske virksomheder næsten hele mit arbejdsliv. Jeg var ikke berettiget til ekstra ydelser, da jeg boede uden for Sverige.

I 2018 solgte jeg det hus, jeg havde bygget, og igen billigt, hurtigt og langt under markedsværdien, og købte et langt mere beskedent hus uden for den by, hvor jeg boede. Og fortsatte kampen for at få min pensionsfond tilbage fra denne forretningsmand. Jeg begyndte nu at tjekke ham i de officielle registre ved domstolene, og det så ikke godt ud. Noget, jeg burde have gjort for længe siden, før jeg investerede hos ham. Det triste resultat af tillid og uskyld.

I december 2019 blev situationen uholdbar; de månedlige afdrag på det drømmehus, jeg havde solgt, ophørte, og det eneste, jeg havde tilbage, var min svenske folkepension. Jeg solgte det langt mere beskedne hus, jeg boede i, og igen hurtigt, billigt og langt under markedsværdien, og købte en enkeltbillet til Sverige, tog afsked med min datter og min kone. Minder fra omkring 40 år måtte jeg også efterlade, mit bibliotek, en værdifuld samling af antikke kameraer, kunst osv.

Inden jeg rejste, undersøgte jeg, hvor jeg kunne bo i Sverige, og fandt hurtigt ud af, at de fleste huslejer langt fra var forenelige med min statspension, selv med tilskud. Det eneste sted, jeg fandt lejligheder til øjeblikkelig indflytning og med en husleje, der var forenelig med min statspension, lå langt oppe i nord, i byen Haparanda, hvor vinteren varer omkring ni måneder, og hvor vi i omkring tre måneder kun har omkring tre timer eller endnu mindre meget dystert dagslys.

Jeg har ikke fundet nogen venner her i Sverige, jeg er meget ensom, og den offentlige pension dækker knap nok faste udgifter som husleje, forsyningsudgifter, dagligvarer osv. Det er længe siden, jeg har købt tøj og sko. Rejser for at få lidt afveksling er udelukket. Jeg har et lille kunstnerisk talent for tegning og maleri, men indtil videre har jeg måttet nøjes med blyant, farveblyanter og kinesisk blæk; at male med oliemaling er udelukket, da jeg ikke har råd til sådant udstyr. Jeg har forsøgt at sælge mit lille kunstneriske talent, men med meget ringe resultat. Det, der har holdt mig oppe indtil videre, er, at jeg regelmæssigt taler med min datter og hendes mor på WhatsApp og drømmen om at få mit liv tilbage. Jeg føler mig også meget fremmed her i Sverige; 40 år i et andet land sætter dybe spor.

Min datter og hendes mor lever også et usikkert liv. Hendes speciale inden for fremstilling af stålmøbler er ved flere lejligheder gået i vasken; enten har hun ikke fået betaling, eller også har kunden trukket sig, og hendes svejsemaskine og andre værktøjer er gået i stykker, så hun har været nødt til at tage midlertidige jobs som f.eks. at gøre rent i andres hjem osv.

· Min drøm om at få mit liv tilbage og blive sammen med mit livs kærlighed er realistisk, og jeg kan få hende og min datter ud af fattigdommen, hvis målet nås. Et simpelt hus i et mindre velhavende område, hvor jeg plejede at bo, og få tingene på plads igen. Og være lykkelig igen i de få år, jeg har tilbage.

Billederne viser, hvad der blev taget fra mig. Min livs kærlighed, min datter og det hus, jeg byggede til min alderdom.

Til alle, der donerer noget til mine håb og drømme, sender jeg min dybtfølte tak fra hjertet.