Det er ikke let at skrive disse ting.

Men jeg er nået til et punkt, hvor der ikke er andet at gøre end at tale med åbent hjerte.

I lang tid har jeg ikke været i stand til at tilbyde min familie noget.

Ikke engang et nyt sæt tøj til mine børn eller noget andet, der kan gøre dem glade.

Jeg ser dem gå rundt i det samme, gamle tøj, og jeg prøver at smile til dem, så de ikke føler den fortvivlelse, der æder mig op.

Der er ingen skam i at være fattig - der er skam i at lukke øjnene for smerten.

Og i dag beder jeg dem, der kan, om at se os, ikke bare som endnu en "anmodning om hjælp",

men som en familie, der kæmper for at holde fast.

Et hjem, der er i fare for at gå tabt.

To børn, som fortjener at have håb.

Og en far, der forsøger ikke at lade sin værdighed forsvinde.

Hvis du kan hjælpe os med at holde ud lidt længere.

Tag en dyb indånding, hold vores børn varme, mist ikke det eneste, vi har tilbage: vores hjem og vores familie.

Og vores tro.