Hej med jer alle sammen! Her vil I høre en historie om mig. Jeg er født i 1988 i en lille landsby i Bosnien. Allerede som barn havde jeg store planer i min lille landsby. Alt var lyst for mig. Jeg så på alt med positive små børneøjne. Drømte om egen familie, egne børn. Drømte om, hvordan fremtiden ville se ud, når jeg blev større. Havde en vision om, hvor mange dyr jeg skulle have på gården. Hvordan mine børn vil hjælpe mig med at passe dyrene og gården på samme måde, som jeg hjalp mine forældre. Alt var så smukt og eventyrligt i mine små børns øjne, præcis som et uddrag af en eventyrbog. Jeg levede for de dage og den lykkelige tid på min gård. Planerne var åbenbart for store for mig, eller var jeg for stor til mine planer og drømme? En morgen i 1992 blev jeg vækket af mine forældre. Jeg vidste ikke, hvad der foregik. Jeg skulle åbenbart tage tøj på og pakke. Maden er klar, det er tid til at spise udenfor på balkonen. Jeg måtte ikke spise derinde! Hvorfor lige nu og hvorfor det sidste måltid? Jo, fordi det efter måltidet var tid til at forlade alle mine drømme og den fremtid, jeg havde planlagt i mit liv gennem mine små børns øjne. Så var det tid til at forlade landet på grund af krigen. Snart tager vi hjem, siger far, jeg spørger hvornår, og han siger snart, snart min søn. Nu 30 år senere er far her ikke længere, og der er ingen, der fortæller mig, hvornår vi skal hjem.

Jeg møder min kone, får to vidunderlige børn, drengen er som mig på alle fronter, nysgerrig, har store drømme, vil have alt det, jeg drømte om, gården, dyrene, han vil have det liv, jeg så med mine små børneøjne. Pigen er ondskabsfuld, men elsker frihed, dyr og livsrum.

Nu har vi besluttet at flytte ned inden for et halvt år, uanset hvad. Det kan ikke blive værre, end det er lige nu.

Vi regner med jer alle sammen, og vi ved, at mange af jer, der læser dette, er i samme situation, men simpelthen ikke tør flytte.