Hej alle sammen! Her skal I høre en historie om mig. Jeg blev født i 1988 i en lille landsby i Bosnien. Allerede som barn havde jeg store planer i min lille landsby. Fremtiden så lys ud for mig. Jeg så på alt med positive små børneøjne. Drømte om min egen familie, mine egne børn. Drømte om, hvordan fremtiden ville se ud, når jeg blev større. Havde en vision om, hvor mange dyr jeg skulle have på gården. Hvordan mine børn ville hjælpe mig med at passe dyrene og gården, ligesom jeg hjalp mine forældre. Alt var så smukt og eventyrligt i mine små børneøjne, præcis som et uddrag fra en eventyrbog. Jeg levede for de dage og den lykkelige tid på min gård. Planerne var åbenbart for store for mig, eller var jeg for stor til mine planer og drømme? En morgen i 1992 blev jeg vækket af mine forældre. Jeg vidste ikke, hvad der foregik. Tilsyneladende skulle jeg klæde mig på og pakke. Maden er klar, det er tid til at spise udenfor på altanen. Jeg måtte ikke spise derinde! Hvorfor lige nu, og hvorfor det sidste måltid? Jo, det var fordi, at efter måltidet var det tid til at forlade alle mine drømme og den fremtid, jeg havde planlagt for mit liv, set gennem mine små børns øjne. Så var det tid til at forlade landet på grund af krigen. Snart tager vi hjem, siger far, jeg spørger hvornår, han siger snart, snart min søn. Nu 30 år senere er far ikke længere her, der er ingen, der fortæller mig, hvornår vi skal hjem.

Jeg har mødt min kone og har to vidunderlige børn. Drengen er ligesom mig på alle måder: nysgerrig, har store drømme og ønsker alt det, jeg drømte om – en gård, dyr – han ønsker det liv, jeg så gennem mine små børns øjne. Pigen er fræk, men elsker frihed, dyr og livsrum.

Nu har vi besluttet at flytte inden for et halvt år, uanset hvad. Det kan ikke blive værre, end det er lige nu.

Vi regner med jer alle, og vi ved, at mange af jer, der læser dette, er i samme situation, men simpelthen ikke tør flytte.