Jeg er her i ren desperation.

Vi er en familie af landmænd, der driver vores egen virksomhed, men på grund af omstændigheder i verden og forretningsbeslutninger, der har vist sig at være ødelæggende, er vi kommet i en blindgyde. Vi er i hænderne på nådesløse inkassatorer, der udnytter vores situation og truer os med beslaglæggelse af vores ejendom, hvis vi ikke betaler det beløb, de kræver for gælden (selv uden kendskab fra de kreditorer, vi forhandler direkte med). Min far viser det ikke, men han skjuler ikke længere sin fortvivlelse; han sover ikke, min mor lider under dette, han har allerede mistet de opsparinger, han havde, det gamle ordsprog "i et hjem uden brød skændes alle, og ingen har ret" gælder. Jeg skal være far i januar og ser mig selv uden fremtid, uden kræfter til at kæmpe. Det er fortvivlende.

Men som alt andet i livet er det kun døden, der ikke har en løsning. I dette tilfælde forsøger vi at sælge en grund, og så snart vi har solgt den, betaler vi gælden og slipper for afpresningen. Vi kan få en fremtid. Vi skal bare sælge grunden. Hurtigt.

Jeg ved ikke, om vi kan sælge den i morgen eller først om en måned, men om en måned vil det være for sent. Vi har ikke penge til at passe vinmarken, til at begynde høsten, til at vedligeholde traktoren... jeg siger bare ikke, at vi ikke har penge til mad, fordi køkkenhaven og dyrene sørger for at brødføde os. Og vi har ikke penge til at klare os over for inkassatorerne, der til enhver tid truer med at komme og hente det udstyr, der er nødvendigt for vores arbejde, traktor og maskiner. Så snart grunden er solgt, kan vi få stabiliseret tingene.

Jeg beder ikke om penge i gave, kun om et lån, indtil vi får solgt jorden.