Jeg er her i desperation.

Vi er en landmandsfamilie med vores egen virksomhed, men på grund af verdens omstændigheder og forretningsbeslutninger, der har vist sig at være ødelæggende, er vi havnet i en blindgyde. Vi er i hænderne på hensynsløse inkassatorer, som udnytter vores situation og truer med at beslaglægge vores aktiver, hvis vi ikke giver dem de penge, de kræver for gælden (selv uden kendskab til de kreditorer, som vi har forhandlet direkte med). Min far viser ikke alt, men han skjuler ikke længere sin fortvivlelse, han sover ikke, min mor lider under det, hun har allerede mistet sin opsparing, det gamle ordsprog "i et hus, hvor der ikke er brød, slås alle, og ingen har ret" gælder, og jeg skal være far til januar, og jeg ser mig selv uden en fremtid, uden styrke til at kæmpe. Det er håbløst.

Men som med alt andet i livet er det kun døden, der ikke har nogen løsning. I dette tilfælde forsøger vi at sælge et stykke jord, og så snart vi har solgt det, kan vi betale gælden og slippe for afpresningen. Vi kan få en fremtid. Vi skal bare sælge jorden. Hurtigt.

Jeg ved ikke, om vi kan sælge den i morgen eller om en måned, men om en måned er det for sent. Vi har ikke penge til at behandle vinmarken, til at starte høsten, til at vedligeholde traktoren ... Jeg siger ikke, at vi ikke har penge til at spise, for haven og dyrene giver os mad. Og vi har ikke penge til at håndtere de inkassatorer, som når som helst truer os med at komme og tage det udstyr, vi har brug for til at arbejde, traktoren og maskinerne. Så snart jorden er solgt, vil vi være i stand til at stabilisere tingene.

Jeg beder ikke om at få penge, bare om at låne dem, indtil det lykkes os at gennemføre salget.