Min kone kæmper med alvorlig bilangst, og nogle gange udvikler det sig til deciderede panikanfald. Lyden af en motor, der starter, eller den pludselige bevægelse i trafikken kan få hendes bryst til at spænde, og hendes vejrtrækning kommer ud af kontrol. På trods af dette er vi i en situation, hvor vi virkelig har brug for en bil. Vores job ligger for langt væk, og den offentlige transport er upålidelig. Hver dag hænger spørgsmålet i luften: Hvordan kan vi komme videre, når det, vi har brug for, også er det, hun frygter mest? Hun indrømmer, at hun er bange, men hun siger også, at hun ikke ønsker, at hendes panik skal definere vores liv. Jeg lover hende, at vi vil tage små skridt - stille veje, korte ture, pauser, når hun har brug for det. Det bliver ikke nemt. Der vil være svære øjeblikke og sandsynligvis mere panik undervejs. Men én ting er sikkert: Vi vil klare det sammen. Og måske, kilometer for kilometer, finder hun ikke bare en måde at rejse på - men en måde at hele på.