Jeg er en ung kvinde på 21 år, og jeg forlod familiens hjem, da jeg var 18 år, på grund af en uudholdelig situation: en voldelig far og en fraværende mor. Da jeg traf denne beslutning, tog jeg det på mig at forene mine jurastudier med et studiejob. Men jeg måtte afbryde mine studier på grund af social fobi: Jeg blev overfaldet på vej ud fra arbejde, og derefter tvang mononukleose mig til at tage en lang pause og forhindrede mig i at vende tilbage til jobbet.

Uden fast indtægt var jeg nødt til at flytte tilbage til min mor, men hun bad mig hurtigt om at flytte. For at forsørge mig selv tog jeg et fast job og opgav mine studier for altid. I over halvandet år gik mit liv i stå: Mine arbejdstider matchede ikke længere mine venners, mit sociale liv kollapsede, og mine drømme blev slukket.

Jeg var fast besluttet på at gå i skole igen og valgte at tage en vekseluddannelse. Men med en løn på 1.070 euro, inklusive 140 euro i afdrag på lån hver måned, kæmper jeg for at få enderne til at mødes. Den 8. i måneden har jeg ikke nok til at spise ordentligt. Jeg tør ikke bede nogen om hjælp, for jeg er opslugt af skammen over ikke at kunne klare mig selv. Mine økonomiske problemer forgifter mig til et punkt, hvor jeg ikke kan se nogen udvej.