Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle skrive noget sådant.

Disse drivhuse er ikke bare nogle nedbrændte bygninger. De er resultatet af min bedstefars og min fars arbejde, årtier med hårdt arbejde, tidlige morgener, ofre og kærlighed til jorden.

Branden har efterladt os et syn, der stadig er svært at fatte: jern, der er bøjet af varmen, den ødelagte hal, mistet maskineri og et sted, der altid var grønt, nu forvandlet til sort.

Min far er 68 år og siger, at han ikke længere har kræfter til at starte forfra. Og det forstår jeg godt. Men det gør ondt at tænke på, at alt det, de har opbygget med så stor indsats, kan forsvinde for altid.

I dag er jeg taget ud for at hente de få planter, der har overlevet. Jeg bar dem i armene og kunne ikke lade være med at græde. For hver reddet plante var et minde, en del af vores historie, som ilden ikke formåede at tage fra os.

Jeg plejer ikke at bede om hjælp. Det har jeg aldrig gjort. Men i dag beder jeg om det.

Jeg beder om, at man ikke glemmer os, når kameraerne slukkes. At myndighederne, støtteordningerne og alle, der kan give en hånd med, også retter blikket mod de små familiebedrifter, der er blevet ødelagt.

Vi ønsker ikke medlidenhed. Vi ønsker en mulighed for at redde i det mindste en del af det, som min bedstefar og min far opbyggede, genopbygge stalden og hegnet og bevare gården, så denne arv ikke ender i asken.

Hvis I kan dele dette budskab, takker jeg jer af hele mit hjerte.

For det grønne blev sort på få timer, men jeg vil stadig gerne tro, at det en dag bliver grønt igen. 🌱❤️