Kære venner,

I dag henvender jeg mig til jer som mor med en bøn, der tynger mit hjerte. Mit navn er Mridula, og min mand og jeg befinder os i en kritisk situation, hvor jeres støtte kan gøre hele forskellen både for os og for den dyrebare fremtid, vi drømmer om for vores datter.

Min mand og jeg flyttede til Australien i 2017, fyldt med drømme om en bedre fremtid. Vi anede ikke, at vores liv snart ville blive vendt på hovedet af nyheden om en sjælden og ubarmhjertig form for kræft, som jeg blev diagnosticeret med i de sidste stadier af min graviditet. Det var i marts 2020, da jeg var 37 uger henne i graviditeten, at jeg begyndte at få ulidelige rygsmerter og svært ved at synke. Jeg blev kørt på skadestuen, hvor en ultralydsscanning afslørede, at jeg havde ascites. Yderligere undersøgelser og en MR-scanning bekræftede vores værste frygt – en svulst i min æggestok, som højst sandsynligt var kræft. Vægten af ordet 'kræft' tyngede vores verden med frygt og usikkerhed. Jeg havde altid været sund og rask og havde sjældent været hos lægen, og nu blev jeg kastet ud i en virkelighed, jeg aldrig havde forestillet mig.

Allerede næste dag gennemgik jeg et akut kejsersnit, og min højre æggestok blev fjernet sammen med svulsten. Biopsiresultaterne knuste vores verden. Jeg blev diagnosticeret med mavekræft i stadie 4. Nyheden var knusende, især i betragtning af at jeg var gravid under diagnosen. For at give mig selv en chance for at overleve måtte jeg straks påbegynde kemoterapi. Det var et kapløb mod tiden, og midt i kaosset med at kæmpe mod kræften stod vi over for endnu en enorm udfordring – udbruddet af COVID-19-pandemien. Da de internationale grænser lukkede og den tilgængelige støtte var begrænset, stod min mand og jeg alene på hospitalet i næsten en måned, mens vores nyfødte datter lå på neonatalafdelingen.

De første måneder var utroligt hårde, men vi fandt styrke i den urokkelige støtte fra vores nære venner. Med deres hjælp og ankomsten af min mor, der fik dispensation til at rejse, begyndte vi langsomt at genopbygge vores liv. Jeg begav mig ud på en udmattende rejse med kemoterapi hver anden uge (som jeg nu har fået at vide er 'kemo for livet'). Da mavekræft er en sjælden og kompleks sygdom med begrænsede forsknings- og behandlingsmuligheder, gav lægerne en dyster prognose og informerede os om, at hvis kemoterapien virkede, havde jeg måske højst seks måneder tilbage.

I de sidste fire år har mit liv været en rutsjebane, og jeg har gennemgået flere operationer samt flere runder med kemoterapi og strålebehandling. Mens resten af min krop i øjeblikket er stabil, og jeg føler mig rask, spredte kræften sig for to år siden yderligere til min hjerne, og min onkolog rådede os til at starte på et banebrydende lægemiddel kaldet Enhertu. Desværre er dette lægemiddel ikke offentligt finansieret i Australien til min type kræft, og hver cyklus på tre uger koster svimlende 429.000 rupier (~7.600 AUD), hvilket simpelthen er uden for vores rækkevidde, da min mand er vores eneste omsorgsperson.

Jeg har altid været en positiv person, og på trods af den dystre prognose har jeg været optimistisk, og jeg tror, at dette lægemiddel er mit eneste håb i øjeblikket. Det er et lysglimt midt i mørket, der giver mig chancen for at kæmpe imod denne truende kræft.

Sidste år lykkedes det os med hjælp fra Rare Cancer Australias crowdfunding-platform at indsamle ca. 150.000 AUD (ca. 85 lakhs indiske rupier). Det var utroligt ydmygende og rørende at se, hvor mange mennesker, jeg aldrig havde mødt, der trådte til for at yde deres bidrag. Da vi næsten har opbrugt de indsamlede midler, kontaktede vi det farmaceutiske firma, der fremstiller Enhertu, og bad dem om at give mig lægemidlet gratis af medfølelse. Desværre er vores anmodning blevet afvist. Så her er vi igen, fulde af håb og med tillid til jeres venlighed og generøsitet. Vores nye mål er at indsamle 1,6 crores indiske rupier for at sikre, at min behandling kan fortsætte i et par år fremover, så jeg kan blive ved med at kæmpe og være der for min familie og også blive ved med at prøve og forhåbentlig finde en måde at få adgang til dette livreddende lægemiddel.

Fra dybet af mit hjerte takker jeg jer for jeres venlighed, generøsitet og urokkelige støtte. Med jeres støtte ved min side ved jeg, at jeg ikke er alene i denne kamp. Jeg ved, at vores fælles indsats har kraften til at overvinde selv de mest skræmmende udfordringer, livet kaster i vores retning.

Mine venner siger altid til mig, at jeg vil leve livet og se min datter vokse op til at blive en vidunderlig voksen. Jeg tror, at det er sandt.

Med dyb taknemmelighed

Mridula