I et lille rum, svagt oplyst af strålerne fra en sen solnedgang, kigger jeg på mine rystende hænder. Lægerne fortalte mig, at den tid, jeg har tilbage, måles i måneder, ikke år. Jeg føler ikke længere vrede, kun et brændende ønske: at se Egypten, det land, jeg havde læst om siden barndommen, på de støvede sider i bøgerne om pyramider, faraoer og guder.

Med mine sidste sparepenge og hjælp fra venner lykkedes det mig at bestille en kort rejse. Da flyet dalede ned over ørkenen, og Nilen dukkede op som et grønt bånd gennem det gyldne sand, blev mine øjne fyldt med tårer. Jeg kunne ikke tro, at min drøm var ved at gå i opfyldelse.

Næste dag, ved solnedgang, stod jeg foran pyramiderne i Giza. Vinden bar duften af sand og historie. Jeg satte mig ned og lænede ryggen mod en tusind år gammel sten. Omkring mig tog turisterne billeder, men jeg lukkede bare øjnene og følte, at tiden strakte sig. Jeg var der, stod foran evigheden, og i et øjeblik betød sygdommen ikke længere noget.

I ørkenens varme stilhed hviskede jeg: "Nu kan jeg tage af sted i fred." Og jeg smilede, for min drøm var gået i opfyldelse.