I et lille rum, svagt oplyst af strålerne fra en sen solnedgang, betragter jeg mine rystende hænder. Lægerne har fortalt mig, at den tid, jeg har tilbage, måles i måneder, ikke år. Jeg føler ikke længere vrede, kun et brændende ønske: at se Egypten, det land, jeg havde læst om siden barndommen, på de støvede sider i bøger om pyramider, faraoer og guder.

Med mine sidste opsparinger og hjælp fra venner lykkedes det mig at booke en kort rejse. Da flyet dykkede ned over ørkenen, og Nilen dukkede op som et grønt bånd gennem det gyldne sand, fyldtes mine øjne med tårer. Jeg kunne ikke tro, at min drøm gik i opfyldelse.

Den næste dag, ved solnedgang, stod jeg foran pyramiderne i Giza. Vinden bar duften af sand og historie med sig. Jeg satte mig ned og lænede ryggen mod en sten, der var tusinder af år gammel. Omkring mig tog turister billeder, men jeg lukkede blot øjnene og følte, hvordan tiden strakte sig. Der stod jeg, foran evigheden, og et øjeblik betød sygdommen ikke længere noget.

I ørkenens varme stilhed hviskede jeg: »Nu kan jeg tage afsted i fred.« Og jeg smilede, for min drøm var gået i opfyldelse.