Hej alle sammen, vi er to søstre, der aldrig har brudt os om at bede om hjælp, men denne gang er det anderledes – denne gang er det vores eneste chance for at redde vores elskede Ciro, en helt særlig hund, der har haft et hårdt liv. Vi beder jer om at hjælpe os med at dække udgifterne, så han kan få chancen for at fortsætte med at leve. Han har lidt meget og har måttet kæmpe hårdt for at være her hos os, og nu vil vi gerne gøre alt, hvad vi kan, for at fortsætte med at give ham den ro, han fortjener. Under en undersøgelse efter vedvarende mave-tarmproblemer kom der et ret alarmerende billede frem, hvorfor det bliver nødvendigt at ty til en delikat operation og efterfølgende behandling. Det hele er naturligvis meget dyrt, for dyrt for os, der netop har mistet vores arbejde og knap nok kan dække de daglige udgifter til mad og den pleje, han har brug for på grund af en række andre, til dels ret alvorlige, tidligere lidelser, der hovedsageligt skyldes årene som gadekryds. Han er den sødeste og mest specielle hund i verden, hvilket enhver, der har haft heldet at lære ham at kende i hans år på gaden, kan bekræfte. Desværre har vi ikke andet valg end at appellere til jeres generøsitet i håb om, at vi får glæden ved at kunne fortsætte med at give kærlighed til en så speciel sjæl, som ikke har gjort andet end at fylde vores liv med kærlighed siden den dag, han dukkede op. Hans historie kan ikke slutte nu, ikke på denne måde. En historie fyldt med tusindvis af eventyr. For de mest nysgerrige lader vi ham præsentere sig selv nedenfor, og vi takker jer på forhånd for jeres gode hjerter.

Hej alle sammen, jeg hedder Ciro, stationens hund! Jeg er omkring 9 år gammel, men jeg kan ikke huske noget fra mine første leveår. Det første, jeg husker, er jernbanearbejdernes varevogn, der fandt mig helt alene på en gammel, forladt station. Jeg forstod straks, at den lille varevogn, der holdt midt i ingenting, hvor jeg havde strejfet omkring i hvem ved hvor lang tid, ville være min redningskrans. Så jeg løb og løb... Midt på landet og så ud til vejen, jeg løb efter den, indtil drengene løftede mig op og tog mig med til en anden station. Der boede jeg i lang tid og blev byens maskot. Jeg havde endda et navn, nemlig Ciro fra stationen, og en personlig hundekurv. Men jeg har aldrig elsket ensomheden, så jeg begyndte at strejfe rundt i byen på jagt efter selskab og risikerede flere gange at blive kørt ned. Jeg kunne ikke leve sådan længere; alle holdt af mig, men ingen tog mig med sig, så min skæbne i et internat syntes at rykke nærmere og nærmere. Men heldigvis havde jeg kort tid forinden mødt to søstre, der ventede på toget, og ud over at have efterladt spor af mine mudrede poter på deres rene bukser, sørgede jeg for også at sætte mine spor i deres hjerter. De tog sig af mig, når de havde tid, så da min hundehus ved stationen blev revet ned, fordi jeg ikke længere måtte være der, gik jeg et par kilometer i solen og tog hjem til dem. Der er gået noget tid, men jeg er stadig her sammen med min lillebror, som også blev reddet fra en skæbne i et internat, og jeg ville være den lykkeligste hund i verden, hvis jeg kunne blive her, på mit lykkelige sted, lidt længere. Jeg håber, at jeg er heldig igen og møder andre godhjertede mennesker, der kan hjælpe mig med at opfylde min drøm. ❤️