Hej alle sammen, vi er to søstre, som aldrig har brudt os om at bede om hjælp, men denne gang er det anderledes, denne gang er det vores eneste chance for at kunne redde vores elskede Ciro, en særlig hund med et svært liv bag sig. Vi beder dig om at hjælpe os med udgifterne til at give ham en chance for at fortsætte med at leve. Han har lidt meget og har måttet kæmpe så hårdt for at være her hos os, og nu vil vi gerne gøre alt, hvad vi kan, for fortsat at give ham den fred i sindet, som han så rigeligt fortjener. Under en kontrol efter fortsatte mave-tarmproblemer viste der sig et ret alarmerende billede, som vil kræve en delikat operation og efterfølgende behandling. Alt dette er naturligvis meget dyrt, for meget for os, der lige har mistet vores job og næppe har råd til de daglige udgifter til mad og den pleje, han har brug for til en række andre tidligere sygdomme, nogle af dem ret alvorlige, mest på grund af mange års omstrejfen. Han er den sødeste og mest specielle hund i verden, det kan alle, der har været så heldige at kende ham i de år, han har levet på gaden, bekræfte. Desværre kan vi ikke gøre andet end at appellere til jeres generøsitet i håb om, at vi får glæden af at kunne fortsætte med at give kærlighed til en så speciel sjæl, som ikke har gjort andet end at fylde vores liv med kærlighed, siden den dag han dukkede op. Hendes historie kan ikke slutte nu, ikke på denne måde. En historie om tusind eventyr. For de mere nysgerrige, lad ham præsentere sig selv nedenfor, og takker på forhånd for jeres gode hjerter.

Hej alle sammen, jeg er Ciro, stationshunden! Jeg er omkring 9 år gammel, men jeg kan ikke huske noget fra mine første år. Det første, jeg husker, er jernbanevognen, som fandt mig helt alene på en gammel forladt station. Jeg indså straks, at den varevogn, der stod midt ude i ingenting, hvor jeg havde vandret rundt i hvem ved hvor lang tid, ville være min livline. Så jeg løb, jeg løb. Midt ude på landet og så op til vejen jagtede jeg den, indtil drengene samlede mig op og tog mig med til en anden station. Der boede jeg i nogen tid og blev landsbyens maskot, jeg havde endda et navn, Ciro della stazione, og min egen kennel. Men jeg har aldrig brudt mig om ensomhed, så jeg begyndte at vandre rundt i landsbyen på udkig efter selskab og risikerede at blive kørt over flere gange. Jeg kunne ikke længere leve sådan, alle elskede mig, men ingen ville tage mig væk, så meget, at min skæbne i kennelen nu syntes stadig tættere på. Men heldigvis havde jeg noget tid forinden mødt to søstre, som ventede på toget, og ud over at efterlade mærker af mine mudrede poter på deres rene bukser, sørgede jeg også for at sætte mine fodspor i deres hjerter. De tog sig af mig, når de havde tid, så da min kennel på stationen blev revet ned, fordi jeg ikke længere kunne være der, gik jeg et par kilometer i solen og tog hjem til dem. Der er gået noget tid, men jeg er her stadig sammen med min lillebror, som også blev reddet fra en skæbne i kennelen, og jeg ville være den lykkeligste hund i verden, hvis jeg kunne blive ved med at være her, på mit lykkelige sted, lidt endnu. Jeg håber at være heldig igen og at møde andre godhjertede mennesker, som kan hjælpe mig med at realisere min drøm. ❤️