Disse ord har givet ekko i mit hoved hver eneste dag i over tre år - men i de sidste par måneder er deres vægt blevet næsten uudholdelig.

Min kamp med depression og angst begyndte for tre-fire år siden. Det begyndte med et blackout forårsaget af følelsesmæssig overbelastning - resultatet af mange års indestængt smerte, der endelig brød ud og forvandlede mit liv til et levende mareridt.

I dag ser det ud til, at mange influencere på nettet hævder, at de er deprimerede efter at have lagt en dårlig TikTok-video op. Jeg mener, at denne overfladiske fremstilling gør stor skade på dem, der lider i stilhed hver eneste dag.

For det er præcis sådan, jeg har det - som om hver dag er en lidelse.

Alt, hvad jeg nogensinde har ønsket, er at være lykkelig. Ikke rig - bare virkelig lykkelig.

Da jeg var yngre, drømte jeg om at finde min første kærlighed. Men da hun næsten var inden for rækkevidde, blev hun voldtaget af min daværende bedste ven, som jeg stolede dybt på. Senere tog hun sit eget liv.

År senere, efter at have genopbygget mig selv, forsøgte jeg at åbne en lille fødevarevirksomhed - noget, der gav mig en følelse af formål. Efter at have sparet op i årevis mistede jeg alt. Hele min opsparing blev stjålet fra min bankkonto.

Omkring et år senere, lige da det begyndte at se bedre ud, arvede jeg en gæld på over 110.000 euro fra et familiemedlem. Ingen i familien vidste noget om det. Livet knuste mig igen.

Alligevel gav jeg ikke op. Jeg arbejdede hårdt, betalte af på gælden lidt efter lidt og tabte mig endda 31 kg på 18 måneder.

Så kom pandemien - jobtab, isolation og min hidtil værste depressive episode. Denne gang medførte den sin grusomme følgesvend: angstlidelse.

Mange mennesker tror, at angst bare er stress eller nerver.

Men i mit tilfælde betød det søvnløse nætter, muskelsmerter, svimmelhed, sløret syn - og at jeg tog 40 kg på i løbet af to år.

Jeg kunne ikke engang gå til butikken uden krykker. Det var der, jeg begyndte at få behandling. Men sandheden er, at medmindre man kommer fra en velhavende familie, er mental sundhedspleje smerteligt dyrt - især når man er begravet under 100.000 euro i gæld. Det eneste, jeg havde råd til, var piller, som jeg fik udskrevet hver anden måned.

Livet har været nådesløst. Sådan har jeg lært det at kende.

At arbejde 14-16 timer om dagen i et siddende job har ødelagt min krop, ikke bare følelsesmæssigt, men også fysisk. Jeg er kun 26 år gammel.

Måske tænker du: "Bare skift job" eller "Arbejd på normale tidspunkter".

Jeg ville ønske, jeg kunne.

Når jeg har betalt husleje for et lille værelse og håndteret al min arvede gæld, har jeg mindre end 130 euro om måneden til mad. Jeg har ikke råd til at være syg. Jeg har ikke råd til at skifte job. Jeg har ikke engang råd til en fridag.

Jeg har kæmpet hele mit liv for at overleve. Og det føles, som om alle de anstrengelser har været ligegyldige.

Nu arbejder jeg mig selv ned, lever i fattigdom, lider af en invaliderende psykisk sygdom og vågner flere gange om natten i fuld panik - det er som at blive ramt i brystet af en defibrillator. Hver. eneste. Nat.

Jeg samler penge ind til at deltage i et etårigt behandlingsprogram for psykisk sygdom på et lukket center - samtidig med at jeg dækker mine basale udgifter og regninger.

Jeg ved, at indsamlinger til mental sundhed ofte bliver bedømt.

Endnu mere, når det er en mand, der beder om hjælp.

Det forstår jeg godt. Du kan kritisere mig. Grine af mig.

Men dette er mit sidste håb.

Og at skrive dette føles meget som at skrive et afskedsbrev.

Alt, hvad jeg beder om, er jeres forståelse.

Jeg ønsker jer alt det bedste,

K.