Jeg er 36 år gammel. Min kæreste er 30, og hun er et af de få lys i mit liv, der har holdt mig i gang. Jeg har ikke haft en nem opvækst. Jeg kommer fra en ødelagt familie, fuld af ustabilitet og følelsesmæssigt kaos. Jeg var på gaden fra en ung alder, hvor jeg arbejdede for at overleve og tidligt lærte, hvad det vil sige at kæmpe for sit liv. På et tidspunkt blev jeg grebet af stoffer. Det var ikke, fordi jeg ville ødelægge mig selv. Det var den eneste flugt, jeg havde fra en verden, der ikke syntes at have plads til mig.

Men jeg var aldrig et dårligt menneske. Ikke engang når jeg var værst. Dybt nede havde jeg altid en gnist af noget ægte, en del af mig, som nægtede at give op. Jeg mistede begge mine forældre i en ung alder. Men da jeg mistede min mor, ændrede alt sig. Det var det øjeblik, hvor jeg vidste, at det var op til mig at tage kontrol over mit liv.

Fotografi blev min måde at trække vejret på. Sammen med min kæreste og mine rejser er det det, der giver mig mening. For et par år siden blev jeg diagnosticeret med ADHD og borderline-personlighedsforstyrrelse. I det meste af mit liv forstod jeg ikke, hvorfor alting føltes så intenst, så overvældende. Hvorfor bare det at eksistere føltes som en daglig kamp. Hvorfor jeg følte mig så dybt misforstået.

Jeg har kæmpet hårdt. Jeg kæmper stadig.

Når jeg rejser, føler jeg mig fri. Jeg føler mig som mig selv. Som om jeg frigør noget rent og kraftfuldt inden i mig. Byen kvæler mig. Uanset hvor meget jeg prøver, er der altid noget, der holder mig tilbage.

Jeg vil gerne rejse. Jeg vil se de ting, jeg gik glip af i de år, jeg var fortabt i afhængighed. Jeg vil fotografere det, som andre ignorerer, den rå og ærlige side af en by. Jeg vil fortælle de historier, der gemmer sig i arbejderkvarterer, i glemte hjørner, på steder, hvor turisterne aldrig kommer. For det er der, den virkelige kultur lever. Det er der, man kan finde et lands sjæl.

Gennem ruiner, skygger og stilhed ønsker jeg at finde lys. Ikke bare for verden, men også for mig selv.