År med helbredsproblemer, alvorlige sygdomme og stress, og alligevel arbejdede vi meget hårdt for at få et så godt liv som muligt. Desværre var vi i dagens økonomiske situation ikke i stand til at nå vores mål om at få vores eget, private stykke lykke og glæde. Et hjem!

Min mand (44) flyttede til et andet land for at være sammen med mig (31) – et land, hvor han ikke taler sproget og ikke forstår kulturen. Han gjorde mig til den lykkeligste person på jorden, men fik så et slagtilfælde to måneder efter vores bryllupsdag, mistede sit job og fik ingen løn. De skræmmende dage, der fulgte, var fyldt med ægte frygt og sorg, men også håb, alt imens vi sad fast i en ond cirkel af en eksistentiel krise. Så kom Covid, intet arbejde, vi måtte klare os på én løn, samtidig med at vi skulle forsørge mine forældre, masser af gæld, ingen udvej. Det har været en kamp lige siden.

Den dag i dag er vi ikke i stand til at stå solidt på egne ben. Man siger, at man ikke er svag, hvis man beder om hjælp, så vi tænkte, at vi ville give det et forsøg.

Vi vender os mod hinanden for at finde kærlighed og støtte, men vi vil gerne opbygge noget, vi kan pleje sammen, og leve vores drøm ud.

Tak på forhånd!