Jeg er mor til seks børn… og jeg kæmper mod kræften for ikke at dø. Jeg kæmper for ikke at efterlade mine børn som forældreløse. 

De er så små, at tanken om, at de kan blive uden mig i en så stor verden, gør ondt helt ind i sjælens dyb.

Disse ord gør ondt, men de er sande. Jeg har kræft, og sygdommen venter ikke. Hver dag ser jeg på mine børn og prøver at skjule mine tårer. Jeg ser dem le, lege og lave planer om, "når de bliver store"... og jeg tænker med frygt: Vil jeg stadig være der for at se dem vokse op?

Jeg græder og beder Gud om at lade mig være hos dem så længe som muligt. Hver dag sidder jeg fastspændt i en kørestol og laver mad til dem, passer på dem og giver dem al min varme.

  Hver af dem har brug for mig. Den lille vågner stadig om natten og leder efter mig med sine varme små hænder. De andre spørger mig, hvorfor jeg så ofte tager på hospitalet, hvorfor jeg er bleg, hvorfor jeg bliver så hurtigt træt. Jeg smiler til dem og siger, at mor bare "er i behandling". Men i mit hjerte er der et skrig af smerte og frygt, for jeg ved, at uden hjælp kan min tid sammen med dem snart være forbi.

  Lægen har sagt det klart: Der er en chance. En reel chance for liv, for helbredelse. Men den koster 70.000 euro. Et kæmpe beløb for en mor, der sælger alt, bare for at få endnu en dag sammen med sine børn. Jeg beder ikke om medlidenhed. Jeg beder om en udstrakt hånd, et hjerte, der slår sammen med mit.

  Jeg vil bare leve. Føre dem i skole, dække bordet for dem, fortælle dem historier om aftenen, tørre deres tårer, når de falder. Jeg vil ikke have, at de vokser op uden mig, at de ser på et billede og siger: Det var mor...

  Jeg beder jer af hele mit hjerte om at hjælpe mig med at blive. Hjælp mig med at kunne sige godnat til dem. Hjælp mig med ikke at efterlade mine seks børn som forældreløse.

  Hver eneste gestus tæller. Hver eneste donation betyder en ekstra dag, et håb, en chance for livet.

Jeg beder jer, lad ikke døden rive mig ud af deres arme.

Tak!