Jeg hedder Slavyanka Asenova og er 62 år. Jeg har Parkinsons sygdom og rygmarvskræft (rygmarvens hårde hinde er ved at bryde sammen, og der siver cerebrospinalvæske ud – det er den væske, der beskytter hjernen fra livet og ned). Jeg er ikke et menneske. Mine ben er lammet, og jeg kan ikke gå; jeg sidder i kørestol og har ikke været udenfor i 15 måneder. Lægerne siger, at de har gjort alt efter bogen, og at jeg skal vente på, at der sker et mirakel, og hver gang siger de, at jeg skal leve, som om det var min sidste dag. Det er let at sige, men svært at gøre. Jeg ser med mine egne øjne, hvordan jeg dør hver dag, og jeg kan ikke gøre noget, fordi det er økonomisk uoverkommeligt. Der er en chance for, at jeg kan komme mig og komme videre igen, men kun gennem en stamcelletransplantation. Det eneste håb og den eneste støtte ligger hos jer gode mennesker; uden jer er jeg fortabt. Det er meget hårdt at være spærret inde som en kylling i et bur og vide, at der er en chance for at få det bedre, men at den er langt væk, fordi man er økonomisk afhængig. Jeg tror på, at det gode altid vinder, og at der stadig findes gode mennesker med gode hjerter, der vil reagere på min anmodning og hjælpe. Tak på forhånd, gode mennesker, for jeres forståelse og støtte, for jeres dyrebare tid og for hver en cent – det betyder meget for mig. Håbet styrker altid mennesket, og det dør sidst. Vi har en glædelig og lys højtid foran os, julen. Må Gud blive født i alles hjerter og fylde os med fred og kærlighed. Vær levende og sund, velsignet med alle dem, du elsker, og dem, der elsker dig. Kærlighed. Gud velsigne dig! Amen!